2. divisionsdamer slog oprykningskandidat

Silkeborg-Voels 2. divisionsdamer rejste sig med bravour efter sidste rundes nederlag til Stjernen, da holdet på udebane i Ejstrupholm Hallen vandt med 23-27 over rækkens nummer to og oprykningskandidat, Ejstrup-Hærvejen.

” Vi var til kamp med kun otte markspillere og to målmænd, så vi valgte at trække tempoet ud af kampen i første halvleg. Det lykkedes, og vi begik kun tre tekniske fejl i første halvleg”, siger træner Stig Bendtsen.
Det skred dog lidt op til pausen, og Ejstrup-Hærvejen førte 14-11 efter den første halve time.

Silkeborg-Voel kom godt ud til anden halvleg og spillede sig til masser af chancer, og pludselig var det Silkeborg-Voel, der løb med modstanderne.

” Vi kom foran, og alle var skarpe. Iben Due blev mandsopdækket, efter hun havde scoret fire hurtige mål i starten, og vi spillede vel fem mod fem i 50 minutter. Sara Sølvsten scorede syv mål på 10 forsøg efter pausen, og alle holdt niveau”, siger Stig Bendtsen, der roser alle sine spillere.

” Det var helt anderledes end mod Stjernen. Det var en god følelse og en stor sejr for os, at vi selv kunne klare det,” siger Stig Bendtsen.

Målscorere for Silkeborg-Voel: Sara Sølvsten 8, Iben Due 6, Sophie Stephensen 4 Kathrine Mikkelsen 4, Agnes Munch 2, Iben Høgh 2, Helene Calmer 1.

BOOK BILLETTER