2. divisionsdamerne bød tophold op til dans

Silkeborg-Voels 2. divisionsdamer var uden Jane Mejlvang, der var dømt karantæne efter det røde kort i forrige kamp, og Natasja Andreasen, som var med U120-landsholdet i Ungarn. Alligevel bød Voel-holdet gæsterne fra Rækker Mølle op i dans fredag aften.

Det blev ganske vist til et nederlag på 18-24, men det havde været mere tæt, end cifrene viser.

” Resultatet er misvisende, for vi spillede en fin kamp. 12 minutter før tid var vi kun bagud med 16-17. At vi måtte undvære spillere oppe fra ligatruppen, betød blot, at andre bød ind og ville vise, at de kunne være med. Et nederlag på tre mål havde nok passet bedre”, siger træner Stig Bendtsen.

Rækker Mølle ligger på andenpladsen i 2. division.

“Forsvaret var godt etableret, og Siri Fugmann stod sæsonens bedste kamp i Voel-målet. Sofia Hundebøll var rykket op fra U19 holdet, og hun var også god i forsvaret, selv om man får nogle tæsk, når man rykker op og spiller seniorhåndbold”, siger Stig Bendtsen.

Nanna Georgi blev topscorer med to mål på straffekast og tre mål fra venstre fløj.

Øvrige målscorere: Sofia Hundebøll 3, Iben Høgh 3, Kathrine Mikkelsen 3, Josephine Quelle 1, Marlene Dahlmann 1, Nanna Hansen 1, Camilla Schmidt 1.

Næste kamp er på udebane i Nr. Snedehallen mod “præriepigerne” fra topholdet Ejstrup/Hærvejen. Den kamp byder på et gensyn med Iben Due og Sara Sølvsten.

BOOK BILLETTER