Det lykkedes ikke at sige alle gode gange tre for Silkeborg-Voels 2. divisionsdamer, der efter sejre i sæsonens to første kampe tabte lørdagens kamp med 23-18 på udebane til den hæderkronede Odense-klub Stjernen.

”Selv om vi havde brændt meget i 1. halvleg, var vi kun bagud med 13-12 ved pausen. Men de første 10 minutter af anden halvleg blev afgørende. I den periode kom vi bagud med 18-13”, fortæller træner Stig Bendtsen.

Silkeborg-Voel var hæmmet af, at holdet var ramt af afbud, og som følge deraf kun havde otte markspillere med til Odense.

”Det betød, at vi havde for lidt luft til at køre kontra, som ellers var vores bedste våben imod et godt Stjernen-forsvar. Stjernen er et godt hold, men dog et hold, som vi godt kan slå i stærkeste opstilling”, fortæller Stig Bendtsen.

Ligaspiller Andrea West Bendtsen var med, men hun var så uheldig at vride om på den ene fod i slutningen af 1. halvleg. Hun tapede dog selv foden op og vendte tilbage på banen i 2. halvleg, hvor hun igen fik scoret.

Silkeborg-Voel tabte ganske vist, men alligevel kan holdet tage noget med fra kampen.

”Spillerne blev ved med at kæmpe, selv om kampen knækkede i starten af 2. halvleg, og vi spillede lige op med Stjernen i resten af kampen. Den indstilling kan vi bruge til at komme videre på”, siger Stig Bendtsen.

2. division, damer:

Stjernen, Odense – Silkeborg-Voel 23-18 (13-12)
Målscorere for Silkeborg-Voel: Andrea West Bendtsen 5, Iben Due 3, Kathrine Mikkelsen 3, Agnes Munck 3, Iben Høgh 2, Helene Calmar 1, Louise Balle 1.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com