#9 Sofie Bæk Andersen

Nationalitet: Dansk

Position: Playmaker

Fødselsdato: 15.01.1994

Højde: 174 cm

Tidligere klubber: AUF, SønderjyskE, FCM, Skive fH

Silkeborg-Voel KFUM siden Juni 2015

Landsholdsaktiviteter: Repræsenteret på diverse ungdomslandshold

Antal ligamål 2017/18: 163 (LIGATOPSCORER EFTER GRUNDSPILLET OG PULJESPILLET)

Personlig sponsor: Vangvedvængets VVS

 

Sofie Bæk Andersen er efterhånden blevet lidt af et klubikon i Silkeborg-Voel. Hun kom til klubben som talentfuld ung playmaker i sommerpausen 2015, og har siden arbejdet sig ind som en af ligaens helt store profiler på sin plads. Det er især hendes høje fart og gode afslutninger, der gør Sofie Bæk Andersen til en frygtet modstander for de fleste hold i ligaen.

I sæsonen 2017/2018 blev Sofie Bæk Andersen med 163 fuldtræffere på 28 kampe ligatopscorer efter både grund- og puljespillet. Inden denne sæson havde man primært set Silkeborg-Voels nummer ni i angrebsspillet, men en solid indsats i både styrketræningslokalet og til træningerne har rustet hende til at kunne gøre sig mere gældende også i forsvaret.

– Jeg er jo ikke den største på holdet, men jeg arbejder hele tiden med min fysik og fokuserer på at blive stærkere, så jeg kan være mere med i forsvaret og kontraspillet, siger Sofie Bæk med et smil, hvilket faktisk kendetegner sønderjyden rigtig godt. Hun er en glad pige med et godt humør, der smitter af på resten af truppen og er i høj grad medvirkende til den gode stemning, man altid oplever omkring Silkeborg-Voels spillertrup.

I foråret 2018 forlængede Sofie Bæk Andersen sin kontrakt til at gælde til sommeren 2020 og blev samtidig ansat i klubbens salgsafdeling, og indgår dermed i klubbens planer om fortsat vækst såvel på som uden for håndboldbanen.

Sofie Bæk Andersen kom til Silkeborg-Voel fra Skive fH i sommerpausen 2015, hvor hun var tiltrukket af den måde, klubben bliver drevet på, ligesom hun allerede på forhånd havde let ved at se sig selv indgå i den brede trup med mange unge spillere med stort udviklingspotentiale.

Netop mulighederne for at udvikle sig og løbende bygge på både teknik og styrke er også noget af det, Sofie Bæk i dag fremhæver som særligt stærkt i Silkeborg-Voel.

– Det er rigtig fedt, at der tages så meget højde for vores individuelle situationer. Det gør også, at vi alle har lettere ved at yde vores maksimale. For eksempel er hele staben omkring holdet så godt inde i min fysiske situation, at der ikke er nogen, der ser skævt til, at jeg måske ikke er med til fodbold til opvarmning, men i stedet styrketræner for at reducere nogle af de områder, hvor jeg stadig er lidt bagud rent fysisk, forklarer Sofie Bæk.

Sofie Bæk tilføjer, at også klubbens forretningsplan tiltaler hende og gør Silkeborg-Voel til den rigtige klub for hende. For hende er det positivt at spille i en klub, som ikke forsøger at købe sig til medaljer, men derimod arbejder ud fra en langsigtet plan, hvor der er plads til at fejle og hvor udvikling af de enkelte spillere og holdet som samlet har højeste prioritet.

Sofie Bæk er vokset op i en rigtig håndboldfamilie med to forældre, der selv spillede, så her var det helt naturligt, at også hun kastede sig over den populære holdsport. I sine yngre år nåede Sofie Bæk også forbi fodboldbanen, men det blev håndbolden, der vandt Sofie Bæks tid og hjerte. Særligt farten og muligheden for at vende rundt på kampen i løbet af få minutter fascinerer Silkeborg-Voels playmaker, der dog holder lidt fast i fodboldinteressen gennem sin kæreste, der har en karriere i Superligaen.

Talentet lod sig hurtigt vise hos den sønderjyske bagspiller, som i løbet af sin karriere har spillet flere kampe for de danske ungdomslandshold. Her har hun også fået sin hidtil største oplevelse med håndbolden, da hun i 2011 var med til at vinde guld ved U19 EM i Holland efter at have slået værtsnationen i finalen.

På håndboldbanen er Sofie Bæk inspireret af Montenegros Milena Raicevic, som hun særligt beundrer for sit frygtløse og uforudselige spil.

Sofie Bæk har nu spillet tre sæsoner i den grønne trøje, og fortæller, at stabiliteten og trygheden ved at være et sted i en længere periode betyder meget for Sofie Bæk, der er faldet godt til i sin rolle på holdet.

 

Følg Sofie Bæk på Facebook eller Instagram.

BOOK BILLETTER