Alle bød ind i storsejr

2. divisionsdamerne viste kvalitet og styrke, da holdet torsdag aften besejrede Skanderborg med hele 36-23.

” Det var en firepoints-kamp, for det er en tæt række, og med en sejr kunne vi slå et lille hul i rækken. Alle spilere kom med et godt udtryk, og der blev løbet kontra. Det blev en god dag på kontoret, hvor vi havde alle 12 spillere i gang. Selv om vi skiftede ud ændrede det ikke på det tryk, som vi kunne lægge på Skanderborg”, siger en meget tilfreds træner Thomas Harlev.

Silkeborg-Voel kunne således køre på i alle 60 minutter med uformindsket styrke.

“Vi førte med 19-12 ved pausen, og i starten af anden halvleg var vi enige om, at der skulle vi være skarpe. Man har jo set, hvor hurtigt det kan gå i håndbold, selv om man fører med syv mål. Vi lukkede dog hurtigt kampen og kom foran med 10 mål. Stor ros til alle spillere for at byde ind med stor koncentration. Vi er stolte af holdet”, siger Thomas Harlev.

Nu venter topholdet AGF i næste kamp. Det er på søndag i Voel-Hallen kl. 16.20.

Målscorere: Emma Laursen 7, Maria Pedersen 7, Natasja Andreasen 6, Marlene Lau 5, Katrine Mikkelsen 3, Sofia Hundebøll 3, Nanna Georgi 3, Iben Høg 2.

BOOK BILLETTER