Alm. Brand skruer op for støtten til Silkeborg-Voel

Der er ingen øvre beløbsgrænse på den nye hovedsponsoraftale, som Silkeborg-Voel Håndbold i denne uge har indgået med finansvirksomheden Alm. Brand.

Foruden et fast sponsorbeløb har håndboldklubben mulighed for at hente endnu flere sponsorpenge hjem, hver gang en Silkeborgenser eller erhvervspartner bliver kunde i Alm. Brand.

”Det er en ny og spændende måde at tænke sponsorater på, som kommer alle parter til gode. Vi kan tilbyde gode finansielle produkter til vores erhvervsnetværk og privatpersoner, Alm. Brand får nye kunder, og håndboldklubben kan få endnu mere støtte oven i det i forvejen pæne sponsorbeløb,” fortæller Mikael Bak, der er adm. direktør i Silkeborg-Voel og fortsætter:

”Der er et rigtig godt værdimatch mellem os og Alm. Brand omkring ’det gode liv’. De har fokus på at skabe økonomisk ro hos kunderne, så kunderne har tid til at gøre det, de holder mest af – hvilket for os er det stærke lokale sportsmiljø i klubben.”
Alm. Brand har været sponsor for klubben i halvandet år. Men med den nye aftale får samarbejdet et økonomisk nøk op.

”Vi er rigtig glade for at støtte Silkeborg-Voel, som er en vigtig del af det lokale liv, og på eliteniveau er vej til at blive en væsentlig spiller på den danske håndboldscene. Vi vil gerne hjælpe Silkeborgenserne med hele deres økonomi, og på den her måde kan både vi og de give noget igen til den lokale klub,” forklarer Morten Bach, der er markedschef i Alm. Brand i Midtjylland.

Det nye sponsorsamarbejde er indgået i denne uge og starter 1. juli. Pengene fra sponsoratet går til hele håndboldklubben, så både bredden og eliten får del i sponsorkronerne.

 

BOOK BILLETTER