ANDREASEN: “VI SKAL HAVE TO POINT MED PÅ JULEFERIE

Så gælder det årets sidste kamp. Jeg har siden første ligakamp – også mod Skanderborg – sagt, at vi skulle så godt gennem den første halvsæson som muligt, så vi havde et fint udgangspunkt efter jul, hvor vi begynder at nærme os en fuldtallig, sammenspillet trup.

Hvis jeg skal se helt overordnet set på det, så synes jeg faktisk, at det ser okay ud, og at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi har haft nogle bump på vejen, der har gjort, at vi ikke er helt der, hvor jeg håbede vi ville være på det her tidspunkt. Jeg havde inden sæsonen ikke regnet med, at vi skulle undvære Louise Ellebæk i så lang tid her, eller at Susann Müller ikke skulle kunne indgå fuldt i træning og kamp. Det var også en bet at have Rikke Iversen ude i nogle kampe, men det blev heldigvis en kort periode.

Vi begynder nu at nærme os et fint niveau og viser bedre og bedre takter. Målet var at være i Top 8 inden anden halvsæson, og det har vi nået. I dag møder vi Skanderborg Håndbold, som i den grad har overrasket positivt og bidt godt fra sig i sæsonen indtil videre. Med en sejr i dag kan de faktisk spille sig forbi Randers og komme op på siden af TTH Holstebro.

Det skal vi naturligvis ikke lade dem gøre, men det bliver ikke nogen nem kamp. Vi måtte arbejde hårdt for sejren sidst, vi mødte dem, og det tror jeg også, vi kommer til i dag.

De kommer med nogle spillere, der har gjort det godt i ligaen indtil videre. Blandt andet Trine Knudsen, der har lavet imponerende 58 assists, og så er de gode fra både fløjen og stregen. De spiller et risikofyldt spil, som kan tippe begge veje. Blandt andet spiller de en del syv mod seks, så her har vi naturligvis trænet skud mod tomt mål lidt ekstra op til denne kamp for at undgå, det bliver til deres fordel i dag.

Det er vist sikkert at sige, det bliver en seværdig kamp med hurtigt spil mellem to unge og sejrsmotiverede hold. Vi glæder os og håber på en god afslutning på 2018.

God kamp til alle og alle jer, der kommer i hallen: Lav endelig en masse larm. Alle I andre kan følge kampen og alle de andre dameligakampe på TV2 Sport fra 17.45 eller se hele vores kamp på TV2 Play fra 18.30.

Jakob Andreasen
Cheftræner

Køb billet her:

BOOK BILLETTER