Målfest i topbrag og sejr til 3. divisionsherrerne

39-34 lyste måltavlen fredag aften i Voel-Hallen, da topkampen mellem Silkeborg-Voel og SGI Esbjerg blev fløjtet af.
Det havde været en målfest med tju-bang håndbold af to målsøgende hold. Pausestillingen var 16-17.
” Det blev en hæsblæsende topkamp, der lignede vores første opgør med SGI i Esbjerg. Den kamp tabte vi, men efter i aften er vi kun et point efter SGI, så vi har åbnet puljen op”, siger træner Paw Plougstrup.
De to hold fulgtes ad med højest to-tre mål i forskel til enten det ene eller det andet hold.
” Det var som om SGI havde teten langt ind i kampen, men vi snakkede i pausen om, hvem der mon havde flest kræfter. Det viste sig, at det havde vi, selv om også vore spillere så slidte ud til sidst”, siger Paw Plougstrup.
En udvisning til SGI midt i anden halvleg blev et vendepunkt for Silkeborg-Voel, der vandt overtalsperioden med 3-1. Og inden for de sidste 10 minutter vristede hjemmeholdet sig foran med 37-33.
Der var flere gode angrebspræstationer hos hjemmeholdet, hvilken målscorerlisten også viser.
Kampens detalje var, da Kasper Knudsen brillerede før pausen med et mål på tremeterkast efter tid uden om forsvarsmuren.
Spændingen holdt længe for tilskuerne i Voel-Hallen, der var fyldt godt op.
” Jeg var også længe i tvivl om vores koncept med at blive tilbage i forsvaret ville holde, for SGI overgav sig aldrig. Vi havde både en plan B og plan C, men vi holdt fast ved den oprindelige plan, og den virkede”, siger Paw Plougstrup.
Målscorere for Silkeborg-Voel: Jens Dolberg Plougstrup 14, Christian Holm 10, Asbjørn Andersen 5, Kasper Knudsen 4, Mads Sønderby 3, Jacob Steengaard 3.

BOOK BILLETTER