Silkeborg-Voel forlænger med to rutinerede spillere

Silkeborg-Voel KFUM drømmer om kontinuitet og rutine på ligaholdet, og med to ekstra forlængelser med Louise Lyksborg og Stine Bonde tegner det godt.

Tidligere på måneden kunne Silkeborg-Voel offentliggøre, at Sofie Bæk Andersen og Rikke Iversen fortsætter i den grønne trøje. Nu kan klubben igen glædeligt offentliggøre forlængelser med to rutinerede spillere, for både Stine Bonde og Louise Lyksborg fortsætter i klubben. Det betyder, at man efterhånden kan tale om kontinuitet og rutine på Silkeborg-Voels ligahold, og det vækker glæde hos cheftræner Jakob Andreasen.

– Stine Bonde har været med til at køre Silkeborg-Voel op, hvor vi er i dag. Derfor er det et godt ægteskab, som vi er glade for kan fortsætte. Hun er efterhånden blevet en meget rutineret ligamålmand, og en forlængelse betyder, at vi har sikret os en rutineret målvogter, som er på vej ind i hendes ”bedste alder”, siger Jakob Andreasen.

Louise Lyksborg kom til Silkeborg-Voel i 2016 efter nogle år i Viborg HK, og tidligere har den rutinerede fløj også været repræsenteret i Tyskland, VHK, FCK håndbold og A-landsholdet. Sidste år blev Louise Lyksborg kåret som den bedste højre fløj syv gange efter jul.

– Louise Lyksborg er Danmarks bedste forsvarsspiller på højre fløj, så jeg er selvfølgelig meget glad for at beholde hende. Hun kæmper og er stadig sulten efter at nå de gode resultater. Derudover er Louise Lyksborg et fantastisk menneske for truppen og klubben og sammen med stortalent Lea Hansen er vi godt besat på højre fløj til den kommende sæson, siger Jakob Andreasen.

For yderligere spørgsmål, kontakt cheftræner Jakob Andreasen på telefon 40754747.

BOOK BILLETTER