Silkeborg-Voel henter tidligere landsholdsspiller

Det er med stor glæde, at Silkeborg-Voel kan offentliggøre, at Jane Schumacher trækker i den grønne trøje fra den kommende sæson og frem til sommeren 2020.
29-årige Jane Schumacher vender hjem til den danske liga efter to sæsoner i franske Nice, og playmakeren glæder sig til at blive en del af truppen i Silkeborg-Voel. Selvom der var flere klubber i spil, var det på ingen måder en svær beslutning for Jane Schumacher.
– Jeg altid har haft et godt indtryk af Silkeborg-Voel, og min snak med Jakob Andreasen bekræftede mig kun i, at det er der, jeg ønsker at spille nu. Jeg er ret vild med Silkeborg-Voels måde at spille på, som passer rigtig godt til mig, siger Jane Schumacher.
Også hos Silkeborg-Voel glæder man sig over, at kunne hente en så eftertragtet dansk topspiller og tidligere landsholdsspiller til klubben.
– Jane passer perfekt ind i vores hurtige spillestil. Hun er en spiller, der har været inde omkring A-landsholdet, så jeg er sikker på, at hun bliver en vigtig brik på vores hold i næste 2 sæsoner. Så vi er meget stolte over at kunne præsentere hende for vores sponsorer og publikum fra den kommende sæson, siger Jakob Andreasen.
Jane Schumacher har tidligere spillet for Viborg HK, Skive fH, Randers HK og senest i franske Nice, hvor hun nu har spillet i to sæsoner. Desuden er hun noteret for 24 A-landskampe og en VM-bronzemedalje i 2013.
Yderligere spørgsmål kan rettes til cheftræner Jakob Andreasen 40754747.
BOOK BILLETTER