Silkeborg-Voel har hårdt brug for to point lørdag i udekampen mod Ajax for at holde trit med holdene i Top otte, der giver en slutspilsplads.

Og med kun et point færre end Randers kan Silkeborg-Voel med en sejr lige akkurat kravle op på den eftertragtede ottendeplads.

Sidste gang de to hold mødtes i Jysk Arena vandt Silkeborg-Voel med 30-22 over Ajax.

– Da gik det godt for os, men selv om Ajax fortsat er uden point, så er det et hold, der på et tidspunkt får en sejr. Ajax tabte kun med tre mål til Team Esbjerg, så det er ikke et hold, vi undervurderer og bare tænker, at det skal nok gå, siger cheftræner Jakob Aandreasen.

Silkeborg-Voel er udfordret op til opgøret i Bavnehøjhallen i København.

– Vi forbereder os optilmalt og tager kampen dybt seriøst. Ajax er et oprykkerhold, som vi ikke kender så godt, og vi er også udfordret af at skulle spille i København. Desuden er vi udfordret med seks til syv skader i truppen. Vi ved ikke helt, hvordan vi kan stille op, men vi tager nogle U18-spillere og måske en 2. divisionsspiller med. Der er flere ting, der skal lykkes for os, siger Jakob Andreasen.

Når det er sagt, er træneren dog ikke i tvivl om, at Silkeborg-Voel går efter at vinde, og den nye spiller i truppen, Mathilde Sørensen, får afgjort mere spilletid end i sin debutkamp mod København sidste uge.

– Men uanset hvordan vi stiller op, går vi efter de to point, for i de efterfølgende kampe har vi et hårdt program, siger Jakob Andreasen.

De næste kampe er hjemme mod de danske mestre fra Nykøbing Falster den 19. januar, derefter gælder det udekamp mod Team Esbjerg den 25. januar, hjemmekamp mod Odense den 1. februar og udekamp den 7. februar mod FC Midtjylland.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com