Silkeborg-Voel kaster bolden op for en røgfri fremtid: ”Det går ikke op i røg i Silkeborg-Voel”

Silkeborg-Voel, Danmarks største håndboldklub med over 600 medlemmer, har ikke kun succes på banen. Nu kaster håndboldklubben også bolden op til kampen om en røgfri fremtid. Silkeborg-Voel bliver onsdag partner i Røgfri Fremtid og støtter dermed aktivt, at børn og unge ikke begynder at ryge.

Det er cool at spille håndbold
– I Silkeborg-Voel er vi glade for, at klubben nu bliver partner i Røgfri Fremtid. Silkeborg-Voel er en håndboldklub for både bredden og eliten, og vi ønsker at gå foran som et godt eksempel og være med til at skabe en røgfri kultur i og omkring Voel Hallen. Vi har medlemmer helt ned til 1 årsalderen, og vi ønsker at give børn og unge et fritidstilbud og nogle rammer, hvor det er glæden ved håndbold, der binder os sammen. Det er cool at spille håndbold – ikke at ryge, udtaler Johanne Friis Andreasen, kommunikations- og markedsføringsansvarlig i Silkeborg-Voel KFUM.

Kræftens Bekæmpelse er begejstret
Hos Kræftens Bekæmpelse i Silkeborg hilser man den nye partner hjertelig velkommen.

– Vi er så glade for, at Silkeborg-Voel nu går med i kampen for en røgfri fremtid for vores børn og unge, fortæller lokalforeningsformand, Charlotte Kirk Jeppesen. Det er så vigtigt at markere, at rygning og idræt ikke hører sammen, så her kan klubben virkelig gøre en forskel. Både ved at sikre, at der ikke ryges i og omkring Voel Hallen, og så er spillerne jo supergode rollemodeller, siger Charlotte Kirk Jeppesen videre.

Partnerskabet Røgfri Fremtid, som Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden står bag, tæller nu over 80 partnere i Danmark. Partnerne har alle det til fælles, at de støtter, at ingen børn og unge begynder at ryge. Og det er der brug for. Hver dag begynder 40 børn og unge i Danmark at ryge. Og hver anden af dem, der bliver ved, ender med at dø af det.

Underskrivning af partnerskabsaftale:
Onsdag d. 03.10.2018 kl. 17.00 i Voel Hallen
underskriver Silkeborg-Voel KFUM partnerskabsaftalen med Røgfri Fremtid. Charlotte Kirk Jeppesen, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening Silkeborg, vil være tilstede. Alle medier er velkomne.

Pressekontakt:

Charlotte Kirk Jeppesen, Formand Kræftens Bekæmpelse lokalforening Silkeborg
Mail: charlottek@mail.dk
Telefon: 51416778

Johanne Friis Andreasen, kommunikations- og markedsføringsansvarlig Silkeborg-Voel KFUM A/S
Mail: jofr@silkeborgvoel.dk
Telefon: 61659265

Partnerskabsaftalen blev underskrevet onsdag den 3. oktober i forbindelse med Silkeborg-Voels U10 pigers træning i Voel Hallen. Klik på billedet og se video med klubbens U10 piger.

Fakta:

Røgfri Fremtid
I 2017 lancerede Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden initiativet Røgfri Fremtid. Røgfri Fremtid er et partnerskab og en bevægelse, der arbejder for at skabe opbakning til og handling for at nå målet om en røgfri generation i 2030.

Læs mere på www.røgfrifremtid.dk eller på Facebook, www.facebook.com/RoegfriFremtid

Unge og rygning
• Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge
• Blandt de 16-19-årige ryger 24 pct. hver dag eller lejlighedsvist
• I 2013 var tallet 22 pct. Rygning blandt unge er altså stigende
• 8 ud af 10 rygere begyndte, inden de fyldte 18 år

Kilder: Den Nationale Sundhedsprofil 2017, Sundhedsstyrelsen 2018; Ungdomsprofilen, SIF 2014

BOOK BILLETTER