Silkeborg-Voel KFUM henter den mest scorende højre fløj fra den svenske liga.

Som tidligere nævnt, så har Simone Böhme efter denne sæson valgt at forlade klubben for at afprøve sit talent i Viborg HK.

Erstatning for den nuværende højre fløj bliver svenske Michaela Ek på 27 år. Hun er en spiller, som har spillet på det højeste niveau i Sverige gennem mange sæsoner, hvor hun har været med til at vinde det svenske mesterskab og har flere sølv medajler i bagagen. Yderligere har Michaela også deltaget i EHF Cuppen med hendes nuværende klub Skövde HF.

Michaela har indtil videre lavet 68 mål i 17 kampe – hvilket gør hende til den mest scorende højre fløj i Elitserien.

Cheftræner Jakob Andreasen siger følgende om spilleren: ”I Michaela får vi en spændende fløjspiller, som oven i købet også kan dække back. Dette giver os nogle flere muligheder i kontrafasen. Samtidig får vi en spiller, som har prøvet mange ting i sin håndboldkarriere. Vigtigst af alt, så passer hun godt ind i profilen på en erstatning til Simone. Jeg glæder mig til at arbejde med Michaela, som jeg er sikker på falder godt til på holdet, blandt fans og sponsorer. Hun bliver præsenteret den 27/2 i kampen mod Randers HK, hvor I forhåbentlig vil være der til at byde hende velkommen”.

Simone Böhme og pigerne fra Silkeborg-Voel KFUM skal fredag d. 27/2 klokken 19.00 spille mod Randers HK i kampen om 5. pladsen.

BOOK BILLETTER