Stephanie Andersen fortsætter i Silkeborg-Voel

Stephanie Andersen er efterhånden blevet en rigtig Silkeborg-Voelpige og er nu klar til sin fjerde sæson for Silkeborgs ligadamer.

Silkeborg-Voel har fået en vigtig brik på plads for den kommende sæson, efter at aftalen med målvogter Stephanie Andersen netop er blevet forlænget med endnu en sæson.

– Silkeborg-Voel betyder meget for mig. Jeg synes, det er en utrolig spændende klub med meget fremtid. Det er vildt, så meget der er sket siden jeg kom hertil første gang i 2012, hvor vi lå og kæmpede om at rykke op i ligaen. Det er sjovt at se, hvor langt op vi kan komme, og det vil jeg gerne være med til og hjælpe klubben med at komme endnu højere op, sagde Stephanie Andersen i forbindelse med kontraktforlængelsen.

Også de sociale forhold i klubben vægter en del for Stephanie Andersen, der fortæller at hun ofte ses med flere af de andre spillere i fritiden til både BSV-herrernes hjemmekampe samt meget andet, der intet har med håndbold at gøre.

– Det betyder selvfølgelig også meget, at jeg har det rigtig godt i klubben. Det er nogle gode piger at spille sammen med, og vi har det rigtig godt både på og uden for banen. Jeg har altid meget lyst til at komme til træning og være sammen med dem, og vi ses også ofte privat, fortæller sagde Stephanie Andersen.

I Silkeborg-Voel glæder man sig meget over at have fået en ny kontrakt på plads med det 186 cm lange målmandstalent.

– Stephanie (Andersen, red.) er en spiller, vi er rigtig glade for i Silkeborg-Voel. Hun var med til at rykke os op i ligaen for tre år siden, og efter hun er kommet tilbage fra FCM har hun været en vigtig spiller for os og også haft en stor rolle i det flotte 2017, vi indtil videre har haft, siger adm. direktør Mikael Bak.

Stephanie Andersen kom første gang til Silkeborg-Voel i 2012 og var to år senere med til at fejre oprykningen til ligaen. Siden har den nu 24-årige målvogter været to sæsoner i FCM, indtil hun op til nuværende sæson vendte hjem til Silkeborg-Voel.

For yderligere oplysninger, kontakt Adm. Direktør Mikael Bak på telefon 28575842.
Foto: Silkeborg Foto
BOOK BILLETTER
//]]>