Den tyske stjernespiller Susann Müller blev hentet til Silkeborg-Voel før denne sæson. Socialt er Susann Müller rigtig glad for at være på holdet, men hun føler sig udfordret spillemæssigt.

Det hænger sammen med hendes meget høje ambitionsniveau. Susann Müller har på de første seks ligakampe haft 15 assists og scoret ligeledes 15 mål.

– Det er ikke ok for mig. Jeg stiller store krav til mig selv. Det skal man gøre. Jeg har tidligere vist, hvad jeg kan, og jeg tror stadigvæk på, at jeg kan, siger Susann Müller, efter hun har strukket ud efter træningen i JYSK arena forud for kampen mod Team Esbjerg.

Hun har tidligere spillet i Danmark i både SK Aarhus og Randers HK, og hun taler flydende dansk.

– Det har været dejligt at komme tilbage til Danmark og spille i den danske liga. Man spiller lidt anderledes håndbold her end i Tyskland. Det skal jeg vænne mig til igen, og jeg skal finde min plads på holdet. Men som hold – bortset fra ligakampen mod Aarhus – synes jeg, at det kører godt for os i Silleborg-Voel, siger Susann Müller.

Hun understreger, at håndbold i Tyskland er mere fysisk, mens det i Danmark er hurtigere og mere teknisk håndbold. Og hun føler sig mere udfordret af at skulle spille sig ind på et dansk hold denne gang.

– Det har været nemt socialt at komme ind på holdet i Silkeborg-Voel. Det er gået fint, mens det ikke har været så nemt spillemæssigt for mig, siger Susann Müller.

Hun er også let at aflæse på sit kropssprog til både træning og kamp. Hun vil gøre det optimalt, og hun har fra kamp til kamp lavet flere og flere assists.

– Men jeg har også andre kompetencer, som jeg gerne vil have med. Det er forsvar og selvfølgelig også mål, når jeg har været vant til det, siger Susann Müller.

Ellers har det været nemt for hende at vende tilbage til Danmark, fordi hun kunne sproget. Hun bor i Silkeborg sammen med ægtefællen Nina Müller, der fik kontrakt med Randers HK til denne sæson.

Har været i mange klubber

– Jeg begyndte med håndbold som otteårig, efter jeg havde prøvet mange andre sportsgrene som blandt andet atletik, dans og svømning. Men så kom jeg til håndbold bare én gang, og så var det bare det, jeg ville, siger Susann Müller, der har spiller i flere store europæiske klubber.

– Jeg havde en dansk træner i Leipzig i starten af karrieren (Morten Arvidsson, red.). Han er en håndboldfar for mig, og han lærte mig mange ting og gav mig spilletid. Han rejste hjem til Danmark, og et par år senere fik han mig til SK Aarhus i 2010. Jeg kom til Danmark sammen med min ægtefælle Nina, der spillede i Randers. Men SK Aarhus gik konkurs, og jeg kom til Randers HK. Her vandt vi et dansk mesterskab, hvorefter jeg fik et tilbud fra Krim Ljubijana, som jeg ikke kunne sige nej til, fortæller Susann Müller.

Hun fortsætter oplivet over at opfriske minderne fra sine mange klubber.

– I Ljubijana spillede jeg sammen med de bedste, og det var en god oplevelse, men jeg var nødt til at tage hjem til Tyskland igen. Det var i de år, at jeg havde mine bedste år som håndboldspiller og var på landsholdet.

Ved VM i 2013 var den venstrehåndede skarpskytte således topscorer med 60 mål og udvalgt til Allstar holdet.

Men hun tog igen til udlandet til ungarske Györi, hvor hun påny spillede på klubhold med de bedste. Det var en meget anden kultur, og det blev for hårdt for Müller, der var der alene, at være væk fra familien. Susann Müller kom i stedet hjem til den tyske klub Bietigheim, hvor hun igen spillede sammen med Nina Müller.

“Vi skal i slutspillet”

Nu er Susann Müller i Silkeborg-Voel, og det er Mandag aften står hun sammen med Silkeborg-Voel over for en stor udfordring, når Team Esbjerg kommer på besøg i JYSK arena.

– Jeg kender Esbjerg og flere af deres spillere. Det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at vi har muligheder. Vi har et par skadede spillere, og jeg har noget med det ene knæ, men hvis vi spiller, som vi gjorde mod Odense, tror jeg på, at vi har en chance. Jeg går altid efter at vinde, uanset hvem vi møder. Man skal respekt for alle, men ikke være bange for nogen, siger Susann Müller, der tror på, at Silkeborg-Voel kan komme i slutspil igen i denne sæson.

– Vi har bevist, at vi kan spille godt mod de bedste. Vi har mulighed for at slå alle, hvis alle har en god dag, siger Susann Müller.

Senere i oktober står hun i en pudsig situation, når Silkeborg-Voel møder Randers HK og Susann Müllers ægtefælle Nina Müller.

– Det har vi prøvet før, så det er der ikke noget problem i, siger Susann Müller med et lille smil.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com