I aften bliver Silkeborg-Voel for alvor testet, når de på udebane møde de forsvarende mestre fra FCM Håndbold. En svær opgave, men Sara Kececi er ved godt mod før kampen, og håber på, at de grønne kan byde “ulvene” op til dans i IBF Arena.

Efter tre kampe, hvor det er blevet til 5 point, mod hold som Silkeborg-Voel på gode dag kan slå, kommer der nu en kamp, hvor ingen forventer en sejr til holdet, og der er derfor lagt op til en “gratis” kamp, mod en modstander der er klare favoritter.

– Det er klart at FCM er favoritter, og vi har ikke tænkt det som en kamp, hvor vi skal have point, men når det så er sagt, så går vi da efter muligheden og overraskelsen. FCM har et super fint hold, der dog ikke er helt sammenspillet endnu, og vi har gjort det godt i opstarten, så man skal da ikke afvise, at der ligger et point og lurer til os alligevel, lyder det optimistisk fra Sara Kececi til silkeborgvoel.dk.

Til trods for at FCM har tabt to gange til Team Esbjerg og måske ikke er helt på samme niveau som sidste sæson endnu, så er det stadig et meget stærkt hold som de stiller med, og Sara Kececi giver her sin vurdering af, hvad det er for et hold, som Silkeborg-Voel skal op i mod.

– De kommer med en masse tempo, de har en masse gode individuelle spillere, som måske ikke er så sammenspillet endnu, grundet en del skader i opstarten, men de er jo bare rigtigt gode hver for sig og det bliver vanvittigt svært at slå dem. Til vores fordel er måske, at Nycke Groot ikke er i FCM mere, fordi hun er helt outstanding, men omvendt har de fået andre klassespillere, så nemt bliver det ikke, fastslår hun.

Efter tre kampe er Silkeborg-Voel på en delt 1. plads i Boxer Dameligaen, så stemningen er i top, og til trods for den fine placering, så mener Sara Kececi at målsætningen om at undgå nedrykning var helt rigtig.

– Stemningen lige nu er helt i top, folk er glade, og vi har sgu bare gjort det godt, så lige nu er stemningen bare god. Jeg tror at målsætningen om at undgå nedrykning har været rigtig, fordi vi er et helt nyt hold, og det er altid svært at forudse, hvordan man finder hinanden og hvor hurtigt, og derfor tænker jeg at det stadig er den målsætning vi arbejder ud fra, også selvom at vi er kommet godt fra start.

Kampen spilles i aften i IBF Arena, så kom og bak op om de grønne, så vi måske kan liste et point med hjem.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com