Trænerkabalen i Silkeborg-Voel er gået op

Der har været rigtigt mange positive resultater og historier i klubben den seneste sæson. Hvilket også gør, at vi som klub ved, at det vi er igang med noget af det rigtige og ønsker at bibeholde kontinuiteten, hvor det har været muligt. Derfor er det også mange gengangere på trænerpåsætningerne i den kommende sæson. Vi er nået langt med trænerpåsætningen allerede nu og mangler kun at finde finde få trænere.

Omkring trænerpåsætningerne udtaler formand René Andersen: “Det er dejligt, at vi har været på forkant i år og næsten er i mål med samtlige trænerpåsætninger i de ældre årgange. Vi lukkede den første aftale i december måned siden da har det kørt stille og roligt. Vi har været i mål med alle første holds trænerne længe, men for os handler det også om, at finde kvalificerede anden og tredje holds trænere. Vi glæder os over, at vi er nået i mål med det.”


Drengesiden

De kommende første holds herrer i Silkeborg-Voel KFUM har, som tidligere skrevet på denne side, ansat ny cheftræner i form af en gammel kending, hvor Peter Laursen skal være med til at styrke herresiden.

U19 Drenge hører til i BSV-regi, hvor det endnu er uklart, hvem der skal stå med ansvaret efter Anders Friis er blevet headhuntet som assistenttræner til HIHs ligadamer. Det bliver arbejdet hårdt på at kunne præsentere en cheftræner snarest.

Hos U17 drengene er der også tale om to gamle kendinge. Det bliver et trænerteam bestående af Kent Ferdinand og nuværende U16 træner Mikkel Heiberg. Kent har i denne sæson trænet U14 pige 2, hvor hans datter huserer, men har tidligere arbejdet med årgang 1999, 2000, 2001 og 2002 drenge som U10, U12 og U14.

Hos U15 drengene fortsætter det succesfulde trænerteam på første holdet i form af Daniel Sandbye og Michael Knudsen. Holdet har været i en enorm udvikling, hvor de bl.a. tre runder før turneringsafslutning er klar til at deltage i JM. Hold 2 bliver varetaget af Leif Rasmussen og så mangler vi stadig at finde en ekstra træner, som skal hjælpe Leif, der har været en del af årgang 2004 siden de var helt små.

3. holdet hos U15 drengene, som primært kommer til at bestå af årgang 2005 fortsætter med en gammel kending, men her er der også hentet nyt blod ind til årgangen. Torben Pedersen fortsætter med årgangen, som han har trænet siden de startede med håndbold. Hertil er Morten Bollerup hentet ind. Morten starter på lærerseminariet i Silkeborg og er klar på udfordringer omkring de talentfulde 2005-drenge. Han har de seneste år været Ikast Håndbold, hvor han det seneste år har trænet U16 drenge. Om skiftet udtaler Morten selv om. “Jeg har valgt Silkeborg-Voel fordi jeg synes, at det virker som en god klub og så er jeg flyttet til byen for at læse til lærer. Klubben er kendt for at have et godt træningsmiljø og jeg glæder mig til at blive en del af dette. Efter en samtale med trænerteamet i afdelingen, omkring deres tanker og lyst til at spille og udvikle drengene i U15 afdeling lød det meget spændende. Ser frem til en spændende sæson”.


Pigesiden

2. divisionsdamerne har været i stor fremgang den seneste sæson, hvor man sidste sæson var i nedrykningsspil og kæmpede for overlevelsen. Denne sæson har der været flere sejre end nederlag og man ligger solidt til i den øverste halvdel af tabellen – fri af nedrykningsstregen. Medvirkende til den positive fremgang er cheftræner Stig Bendtsen. Derfor er det naturlige valg også faldet på Stig, som fortsætter sit store engangement hos pigerne. Som supplement til trænerteamet kommer Steffen Lindorff, som senest har været i Bjerringbro FH, men tidligere har været træner i Kjellerup HK.

Hos U19 pigerne, der gentager vi successen og fortsætter samarbejdet med Leon Henriksen og Thomas Harlev. Pigerne har gennem sæsonen være i positiv udvikling på holdet, hvor det store mål er at udvikle spillere med seniorkompetencer og gerne til højeste niveau. Klubbens U19 piger bliver i højere grad koblet sammen med enten liga- eller 2. divisionsdamerne i både trænings- og kampsammenhæng, da en ændring i reglerne til kommende sæson gør, at man har nemmere ved både at spille U19 og seniorhåndbold.

U17 Pigerne fortsætter cheftræner Tor Mathiassen og assistenttræner Anders Hansen. Årgangen skal have ny andet holds træner. Hvor vi har lykkes med at lave aftale med Frederik Friis, som kommer fra Hammel GFs U14 og U16 piger, men oprindeligt er Hørning-dreng. Frederik er en spændende ung træner med stort engagement og gåpåmod, der ser frem til at være i årgangen.
Jeg har valgt at være træner i Silkeborg-Voel, fordi der eksisterer et enormt godt setup omkring klubben, samt at jeg kommer til at være en del af et yderst kompetent trænerteam på u17 pige årgangen. Jeg har kun hørt positive ting omkring Silkeborg-Voel og hele klubbens træningsmiljø, derfor var det et nemt valg for mig. Jeg får derudover også personligt muligheden for at udvikle mig yderligere som træner, hvilket bestemt også tiltalte mig”.

Hos U15 pigerne der fortsætter John Hansen og Siri Fugmann på 1. holdet. John har været omkring vores U15 (tidl. U14 piger) i mange år og har stor erfaring her. Hold 2 bliver varetaget af nuværende træner Stig Bendtsen og en gammel kending i form af Chris Leth. Begge skal have et ekstra fokus på spillerne i årgang 2005 og skal følge deres udvikling de næste sæsoner.

Sidst Chris var i klubben, var han omkring U16 pigerne. Han har i den seneste sæson været udlånt til Århus United U18 piger og AGF/Viby/Stavtrups U16 piger .
“Jeg kommer hjem til Silkeborg-Voel efter et år, hvor jeg har været i Aarhus. Der er flere ting, der bare giver mere mening for min i forhold til at komme retur til Silkeborg-Voel. Man formår forene et foreningsliv samtidig med, at man kan bygge et elitært miljø op, det har været savnet. Der er mange gode mennesker i klubben, og du har alle muligheder i forhold til kontinuerlig udvikling, både som person i en håndboldklub, men også i snakken om hvordan du udvikler øvelser, og i hvilken henseende det giver mening at bruge dem. Jeg glæder mig til at arbejde med pigerne i årgang 2005 i samarbejde med Stig Bendtsen, som jeg også kender fra tidligere”.

BOOK BILLETTER