Silkeborg-Voel er videre til Santander Cup, efter en sikker sejr på 32-27 over Nykøbing Falster i Scandlines Arena på Falster, og er nu klar til kvartfinalen i turneringen.
Efter kampen talte silkeborgvoel.dk med Jakob Andreasen, og han var naturligvis meget tilfreds med sejren, og havde roser til hele holdet for en flot indsats, mod storsatsende Nykøbing Falster, med spillere som Mette Gravholt, Kristina Kristiansen og Barbara Arenhart.
– Vi spiller helt fantastisk, og jeg er meget, meget glad for den her sejr. Trine Troelsen scorer ni mål, og spiller virkeligt en stor kamp, men også en spiller som Freja Cohrt, laver flotte ting, både mand mand og i kontra. Sofie Bæk kommer ind og laver også gode ting og laver mange assists, mens vores stregspillere griber alt og får tilkæmpet sig mange straffekast, og sidst, men ikke mindst, så står Stine Bonde en god kamp og Sara Kececi redder to straffekast, og sådan kunne jeg blive ved, kommer det nærmest jublende fra Jakob Andreasen, der tilføjer:
– Dem der ikke fik så meget spilletid, gjorde det også godt, og så skal man lige huske på, at hverken Michaela Ek eller Mathilde Bjerregaard var med i dag, så på den baggrund er det ekstra flot.
Selvom at kampen endte med en fem-måls sejr, så følte Jakob Andreasen ikke, at sejren var sikker før til allersidst, og roste Nykøbing Falster for en god indsats, i en som altid, vild kulisse i Scandlines Arena.
– For dem der kender lidt til håndbold, så er fire-fem mål noget der hurtigt kan vende, så sejren var bestemt ikke sikker, før til slut. NFH kom med et stort tryk, og især Mette Gravholt og Kristina Kristiansen gjorde det rigtigt godt, mens deres keepere ikke fik fat i særligt meget. Der var endnu engang tryk på fra tilskuerne, og man kan kun være imponeret over den opbakning, også over for Camilla Maibom og Rikke Iversen, der blev rigtigt flot modtaget i hallen, lyder det anerkendende fra Jakob Andreasen.
– Vi er meget glade for at være videre i Santander Cup, hvor vi kommer op mod Randers, TTH, Team Esbjerg eller Viborg, hvilket bliver svært, men heldigvis får vi hjemmebane, så det er en kamp vi ser frem til.
Se billeder fra kampen både på Facebook og Instagram.