Silkeborg-Voels 2. divisionsdamer var bagud med 18-23, da der manglede 10 minutter af hjemmekampen mod AGF.

Men de grønblusede Voel-piger gav aldrig op. De blev ved med at tro på tingene og vandt 25-24.

” Det var en superdag i Voel-Hallen. Når et hold er bagud på det tidspunkt med fem mål, kan det sagtens knække, men det gjorde vi ikke. Alle sled for det, alle bød ind med enten assists, god opdækning og mål. Vi er svære at slå, og vi har ikke tabt i 2020″, siger træner Thomas Harlev.

Silkeborg-Voel var bagud med 13-17 ved pausen, og AGF, der ligger på andenpladsen, er et godt hold.

” I pausen var vi enige om, at 17 mål var for mange til modstanderne. Der var nogle små personlige fejl, som vi skulle have væk. Vi skulle være lidt mere klar. Vi ændrede fra et 5-1-forsvar til et 6-0-forsvar, og det løste vi godt. Desuden kom målvogter Signe Stentoft Thomsen ind i anden halvleg. Hun lagde ud med at redde et straffekast og blev kun passeret to gange derefter”, siger Thomas Harlev.

Målscorere: Maria Pedersen 6, Katrine Mikkelsen 5, Emma Laursen 5,, Natasha Andreasen 4,Nanna Georgi 2, Nikoline Strunge 2 og Lise Lauritsen 1.

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com