Eksperterne havde før dagens kamp svært ved at udpege en favorit blandt de to lokale ligahold: Aarhus United og Silkeborg-Voel KFUM. Det skulle også vise sig at blive en tæt én af slagsen. I (endnu) en nervepirrende kamp blev det Silkeborg-Voel KFUM, der løb med sejren og de to meget vigtige point.
Det blev et tæt opgør præget af høj fart og en del tekniske fejl i kampens startfase. Aarhus United-træner, Heine Eriksen, måtte bruge to Team Timeouts tidligt i kampen. De to hold fik rettet ind og spillede en omgang seværdig håndbold med mange mål og hårde forsvarsaktioner. Silkeborg-Voel KFUM-mandskabet gik til pause med en føring på 13-16.
I starten af 2. halvleg kom Aarhus United, anført af en godt spillende Celine Lundbye Kristiansen, stærkt tilbage og fik indhentet udeholdets føring. Men lige lid hjalp det: Silkeborg-Voel KFUM trak det længste strå i en tæt kamp. Sejrsjublen var ikke til at tage fejl af. Ligapigerne kunne sammen med klubbens u15 pigehold og de mange medrejsende fans råbe sejrssangen.
For Silkeborg-Voel KFUM var det primært de to unge backs, Helene Kindberg og Louise Ellebæk, der stemplede ind og gjorde en rigtig god figur. Endvidere kom Stine Bonde ind i målet og satte et godt aftryk på kampen. Hun sluttede med en redningsprocent på hele 44 %.
Silkeborg-Voel KFUM ligger efter dagens opgør på en 3. plads i tabellen i HTH-Ligaen.
Næste kamp for Silkeborg-Voel KFUM er allerede på fredag d. 25/10 kl. 19.00, hvor EH Aalborg kommer på besøg i JYSK arena.
Vidste du, at…
1) Silkeborg-Voel KFUM har spillet tre tætte kampe i træk? Alle tre med nervepirrende afslutninger. Én kamp er vundet med to mål, én med et mål og én er endt uafgjort.
2) Silkeborg-Voel KFUM og Aarhus United har til vane at spille tætte kampe? I sidste sæson vandt begge hold én kamp hver i deres indbyrdes kampe i HTH-Ligaen med præcis samme slutresultat: 25-24.
3) Vores målvogter, Filippa Idéhn, i dag er blevet udtaget til det svenske landshold? De drager til december til VM i Japan.
Målscorere
Aarhus United: Celine Lundbye Kristiansen 10, Helena Elver 5, Marie Aamand Sørensen 4, Julie Pontoppidan 3, June Bøttger 3 og Charlotte Lund Mikkelsen 2
Silkeborg-Voel KFUM: Helene Kindberg 7, Jane Schumacher 6, Louise Ellebæk 5, Hege Bakken Wahlquist 4, Rikke Iversen 3, Sofie Bæk Andersen 3 og Mathilde Kristensen 1
Stillinger undervejs:
10 minutter: 5-5
20 minutter: 10-10
Pausestilling: 13-16
40 minutter: 19-19
50 minutter: 22-24
Slutresultat: 27-29