Med en hjemmesejr lørdag over Mejrup/Hvam på 29-21 er Silkeborg-Voels 3. divisionsherrer sikker på mindst at skulle i oprykningsspil til 2. division.

Silkeborg-Voel er ni point foran Hogager på tredjepladsen, og der er kun fire spillerunder tilbage. Dermed er holdet sikker på mindst den andenplads, der giver retten til oprykningsspillet.

“Men vi har ikke tænkt os at stoppe her. Vi vil fortsætte med også i de sidste kampe at holde presset på SGI Esbjerg, der er topholdet på førstepladsen”, siger træner Paw Plougstrup.

Kampen mod Mejrup/Hvam var dog ikke en, som Silkeborg-Voel var helt tryg ved på forhånd. Dels spiller holdet på en måde, som gør det svært for Silkeborg-Voel, dels sluttede de to holds første opgør med 24-24.

“Vi lavede også et hav af fejl i starten. Vi tilspillede os masser af chancer; men vi brændte dem. Vi var ikke skarpe i vores afslutninger”, siger Paw Plougstrup, der dog kunne se sit hold være foran med fire mål ved pausen.

Der var ikke rigtig ro på i første halvleg, fordi haluret og scoringstavlen gik i stykker, hvilket betød, at man ikke kunne følge med i tiden og måltallene. Heldigvis var den sidste kamp i Hal B færdigspillet, da der var pause, og kampen kunne flyttes derind, og anden halvleg spilles.

Holdet havde også en del skader og måtte låne et par spillere fra serie 2-holdet.

“Forsvaret var godt, og vi dækkede rigtig godt op i tre kvarter og stod alt i alt for en solid indsats. I målet havde Rasmus Sehested 19 redninger og var dermed tæt på en redningsprocent på 50”, siger Paw Plougstrup.

Målscorere for Silkeborg-Voel: Kasper Knudsen 10, Jens Dolberg Plougstrup 6, Mads Sønderby 3, Jacob Steengaard 3, Emil Omme 3, Jeppe Hansen 1, Kasper Rasmussen 1.

Næste kamp er lokalopgøret mod HA85.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com