Silkeborg-Voels 3. divisionsherrer havde godt styr på udekampen søndag mod Mejdal/Halgård, der blev besejret med 18-26 efter 9-15 ved pausen.

” Vi satte os tidligt på kampen. Mejdal/Halgård var med til 2-2, men derfra rykkede vi foran 2-5 og 6-12, og da kunne hjemmeholdet godt se, at det kunne de ikke nå op til”, siger træner Paw Plougstrup.

Han understreger dog, at selv om hans mandskab på papiret skulle være det bedste, så skal det også bevises inde på banen.

” Det gjorde mine spillere så også. Det var dejligt, og vi fik brugt alle spillere i kampen. Vi havde de tre unge BSV-spillere med, og vi har en fin dialog med BSV om, at vi tilrettelægger kampene, så de kan få masser af spilletid hos os”, siger Paw Plougstrup.

De tre BSV’ere er Jens Dolberg Plougstrup, Kasper Knudsen og Christian Holm.

Topscorere for Silkeborg-Voel var Kasper Rasmussen med 5 mål og Asbjørn Andersen med 4 mål.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com