Nationalitet: Dansk

Position: Venstre Fløj

Fødselsdato: 20. januar 1994

Højde: 170 cm

Tidligere klubber: FCM, Randers HK, Skive

Silkeborg-Voel siden: Juni 2015

Landsholdsaktiviteter: U17 EM, U18 VM, U19 EM, U20 VM, Golden League 2015 med A-landsholdet

Personlig sponsor: Jens Fisker Automobiler

 

I tiende klasse tog Freja Cohrt på efterskole i Sønderjylland, og siden da er hun aldrig flyttet tilbage til sine forældre i Odense. Det har udviklingsmulighederne været for gode til i Jylland for det unge fløjtalent.

Det store mål for Freja Cohrt er at blive en fast del af A-landsholdet, som hun spillede tre kampe for i forbindelse med Golden League 2015.

– Det er det, jeg kæmper for hver dag. Jeg har spillet på alle ungdomslandshold, siden jeg var 15 år, men nu hvor jeg er for gammel til dem og skal til at bevise mit værd i en noget større gruppe spillere på min position, så er jeg bare rigtig glad for stadig at være lidt inde omkring landsholdet, siger Freja Cohrt og understreger, at det dog er drømmen om at komme med blandt landstrænerens faste udvalgte, der driver hende i den daglige træning.

– Jeg kæmper selvfølgelig for Silkeborg-Voel og gør alt, hvad jeg kan for at vi vinder kampe og får point i ligaen, men jeg er også af den overbevisning, at vi som spillere og hold kun bliver bedre af at have nogle individuelle ambitioner.

Det er også de individuelle ambitioner, der har motiveret 23-årige Freja Cohrt, siden hun første gang blev udtaget til noget større end en almindelig kamp for klubholdet hjemme i OH77, hvor hun begyndte sin håndboldkarriere som otteårig.

Allerede i 10. klasse flyttede hun hjemmefra og tog på efterskole i Sønderjylland, men hvor de fleste unge mennesker vender hjem til forældrene igen bagefter, blev Freja Cohrt i Jylland, hvor hun kunne se de bedste muligheder for at udvikle sit håndboldtalent. Det blev i første omgang på Håndbold College i FCM og senere Randers HK, som gav Freja Cohrt sin første seniorkontrakt.

– Randers HK er stadig lidt speciel for mig, da det var der, jeg fik min første kontrakt. Jeg har stadig nogle rigtig gode veninder i klubben, og det er da en af de klubber, jeg særligt gerne vil slå, fortæller Freja Cohrt, der i løbet af sæsonen 2016/17 havde den store glæde at slå Randersklubben både ude og hjemme.

Hjemmekampen mod Randers HK i november 2016 blev lidt et vendepunkt for Silkeborg-Voel, der indtil da havde mødt flest nederlag. Med en overbevisende sejr over kronjyderne kunne Freja Cohrt og resten af truppen gå på vinterferie med en ny tro på en plads i slutspillet. En tro og en drøm, der på baggrund af et imponerende forår blev til virkelighed, da holdet endte på en femteplads i både grund- og slutspillet.

Efterårets stime af nederlag sad tungt i Freja Cohrt, der i sådan en periode var særligt glad for sit netværk af veninder og familie uden for håndboldverdenen.

– Det dummeste, man kan gøre efter et nederlag, er næsten at gå og plage sig selv med det i flere dage efter. Det ligger kampene for tæt til, så her bruger jeg mine ikke-håndboldveninder og min familie rigtig meget. De er gode til at feje følelsen af skyld og den svindende selvtillid lidt væk, så jeg kan komme ovenpå igen og tro på, at jeg er god nok til at spille håndbold i ligaen, fortæller Freja Cohrt.

Silkeborg-Voels højtspringende Venstre Fløj bruger desuden en stor del af sin såkaldte fritid på at studere Sport Management online.

– Det er et spændende studie, og der går også meget tid med det, synes jeg. Jeg har måske også brugt lidt ekstra tid på det her i begyndelsen, fordi al læsning er på engelsk, så efter to år uden skole, skal jeg lige vænne mig til for det første at studere og for det andet at gøre det på engelsk, griner Freja Cohrt.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com