Jette Hansen vil have den bedst mulige afsked med Silkeborg-Voel. Det kunne være med en DM-semifinale

Tekst og foto: Jens Rasmussen 

En unik håndboldkarriere er ved at synge på sidste vers, når Silkeborg-Voels Jette Hansen sætter punktum i klubben med Liga-slutspillet, der tager sin begyndelse med hjemmekampen mod Odense i Jysk Arena.

– Jeg vil have den bedst mulige afsked og gøre en god figur i slutspillet, hvor vi i hvert fald har seks kampe, siger Jette Hansen.

– Og det må meget gerne ende med en semifinaleplads. Det ville være drømmescenariet, men der er lang vej. Det er nogle gode hold, der er tilbage, og vi skal spille op til vores allerbedste.  Men omvendt kan vi godt, for vi har fået tre point mod Viborg og fire point mod FC Midtjylland i grundspillet. Odense er et af de eneste hold, som vi ikke har fået noget mod, selv om vi var tæt på i udekampen, siger Jette Hansen om det, der fylder mest lige nu for truppen. Nemlig slutspillet.

– Vi bør have en mulighed, og det bliver spændende, og det kan måske blive afgørende, at vi ikke har et point med til slutspillet. Vi har jo set på herresiden, at det kan blive afgørende, siger Jette Hansen.

Vi joker lidt efter træningen forud for Odense-kampen om, at BSV i sin tid blev dansk mester fra en syvendeplads i grundspillet. Det er samme placering som Silkeborg-Voel opnåede.

– FC Midtjylland ligger godt til os, og vi har haft et godt tag på dem. Viborg ligger også fint til os. Vores udfordring mod alle tre hold er at få nogle mål ude bagfra og spille godt i forsvaret.

Vi ved, vi kan løbe kontra. Men vi skal også turde spille frit, som vi har gjort efter jul, siger Jette Hansen.

Slideren, der går forrest

En ting er slutspil, men Jette Hansen slutter også i klubben, når sæsonen er forbi, og spørgsmålet er, hvad hun gerne vil huskes for.

– Jeg vil gerne huskes for at have været en arbejdshest, en slider, og en, der går forrest i træningslokalet og i kamp, lyder det umiddelbart fra Jette Hansen.

Hun har været i flere klubber undervejs i sin karriere, der begyndte i Knudsø HK i Ry. Derefter tog hun til Horsens HK som førsteårs pigespiller. Derfra gik turen videre på efterskole i Oure på Sydfyn og spilletid i GOG og videre derfra. Jette Hansen har i det hele taget et håndbold-cv med mange klubnavne.

– Jeg har været vidt omkring. Om jeg kan undvære det? Det bliver svært og en helt anden tilværelse, men jeg skal nok få nok at se til uden for banen, siger Jette Hansen, der vil koncentrere sig om sit lægestudie.

– Det sværeste bliver at skulle savne pigerne. At møde op til træning og have det sjovt inde på banen sammen. Det sociale bliver det sværeste at undvære, men der er også det med at udfordre sig selv fysisk og teknisk. Det har altid været et spændende element for mig, siger Jette Hansen.

15 mål i én kamp

Som et lille monument i Jette Hansens karriere står, at hun i sæsonen 2014-2015 var topscorer i Ligaen med 157 mål i grundspillet og syv i de to kvartfinaler mod Team Tvis Holstebro. Stærkt medvirkende hertil var 15 mål i en og samme kamp mod Viborg i januar 2015, da Silkeborg-Voel vandt med 31-28.

Det var også et højdepunkt for Jette Hansen at være med til at vinde Cup Winners Cup med Team Tvis Holstebro, og så nåede hun at snuse til A-landsholdet, hvilket var hendes store mål helt fra dengang, hun startede i barndomsklubben i Ry.

Når alt kommer til alt, har det dog været Silkeborg-Voel KFUM, der er den klub, der er kommet ind under huden på Jette Hansen. Det var her, hun fik chancen for at udfolde sit talent, og det er her, det hele slutter.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com