Nationalitet                     Norsk

Position                            Højre Back

Fødselsdato                     3. marts 1993

Højde                                173 cm

Tidligere klubber            Fylingen, Viking TIF, Tertnes

Silkeborg-Voel siden      Juni 2016

Landsholdsaktiviteter    Repræsenteret på de norske ungdomslandshold med årgang 92/93 og nu på A-landsholdet, som hun senest har været med til OL i Rio (i alt 32 A-landskampe)

Personlig sponsor         Netto Cash

Følg Stine Skogrand på Instagram (sskogi)

 

Stine Skogrand har været en del af det norske ungdomslandshold, siden hun var 15 år og har siden april 2015 været en del af en af verdens stærkeste A-landsholdstrupper, som hun i december måned var med til at vinde VM Guld sammen med.

Nu gælder det dansk ligahåndbold i Silkeborg-Voel, og det er en opgave, den norske back har set frem til i mange måneder nu. I sine første to officielle kampe for sin nye klub har hun allerede skudt sig pænt ind på scoringstavlen med i alt ni mål.

– Jeg er så glad for at være i Silkeborg. Det er nogle rigtig søde piger og dygtige håndboldspillere og trænere. Jeg er vant til at score mange mål, når jeg spiller kamp, så jeg skal lige vænne mig til, at vi er mange målskytter på det her hold. Det er en god ting, synes jeg, at vi har så mange på scoringslisten hver gang, siger Stine Skogrand.

I sin officielle debutkamp scorede Stine fem gange mod 1. Divisionsholdet Vendsyssel Håndbold, og var derudover med i meget af det kreative spil, holdet leverede.

– Det var en superfed (eller kæmpefed, som Stine siger på norsk) kamp at spille og vinde. Det var en kamp, der skulle vindes, og den slags er altid lidt svære, fordi der kommer et andet pres på end ellers, men jeg synes vi klarede det fint og viste, at vi er kommet langt sammen på trods af mange skader i opstarten.

Stine Skogrand begyndte at spille håndbold i den norske klub Fyllingen som 7-årig, og det blev hurtigt en stor del af hendes liv på grund af den store sociale omgangskreds og de mange oplevelser og rejser, sporten har givet hende.

– Jeg begyndte at spille sammen med næsten alle fra min klasse, så det sociale betød meget i starten. Jeg syntes det var sjovt at spille kampe, og vi vandt meget. I dag er næsten alle mine venner nogen, jeg kender gennem håndbold, fortæller Stine Skogrand, som også har mødt sin kæreste gennem håndbold.

Da Stine Skogrand sidste sæson fik kontakt med Silkeborg-Voel Håndbold, begyndte parret derfor at undersøge mulighederne for også at finde en klub i det midtjyske med plads til kæresten på holdkortet. Det havde de i HC Midtjylland, så nu nyder de begge deres nye håndboldtilværelse i Danmark.

– Det er gået over al forventning at flytte til Silkeborg. Jeg er rigtig glad for både byen og holdet, så det har været den helt rigtige beslutning for mig, siger Stine Skogrand dagen inden sin første kamp foran Silkeborg-Voels hjemmepublikum.

Stine Skogrand havde allerede som ung et stort talent, som det norske håndboldforbund hurtigt spottede. Allerede som 15-årig spillede hun sin første ungdomslandskamp, og siden er det gået slag i slag for den unge normand, der i april 2015 debutterede på det norske A-landshold og i december var med til at vinde VM-guld i Danmark, hvor hun blev noteret for 17 mål på ni kampe. En oplevelse, som hun beskriver som den største til dato.

Når den ikke står på træning i enten hallen eller træningslokalet, er det vigtigt for professionelle sportsfolk at restituere, så kroppen er klar til næste dags arbejde. For Stine Skogrand indebærer afslapning og restitution helst en tur i biografen, spil på Playstation eller sofahygge med en af yndlingsserierne FRIENDS eller Game of Thrones.

Derudover har Stine Skogrand netop påbegyndt en fjernuddannelse i markedsføringsledelse, som hun fletter ind mellem de mange træningspas i løbet af ugen.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com