589 tilskuere havde fundet vej til JYSK arena på en søndag, hvor det desværre blev til et nyt nederlag til de grønne mod Team Tvis Holstebro på 23-24.

1. halvleg blev langtfra samme oplevelse, som sidst de to hold mødtes, og heldigvis for det, fordi dengang stod det 8-20 ved pausen til Team Tvis Holstebro. I dag var det også TTH der kunne gå til pause med en føring, men trods alt kun 10-13, og det var i det hele taget en helt anden forestilling end for en lille måneds tid siden.

Silkeborg-Voel virkede fokuseret og meget tændte fra start, blandt andet med en Trine Troelsen, der scorede de tre første grønne mål. Afslutningerne var mere skarpe, og fejlene minimeret, og derved blev det også begrænset, hvad TTH kom frem til af kontrascoringer.

Forsvaret og Stine Bonde havde også et godt samspil, og man sad med en lille fornemmelse af, at hjemmeholdet måske kunne overraske, på efterårsferiens sidste dag.

TTH viste dog hen mod slutningen af halvlegen, hvorfor de bliver betragtet som outsider til en DM-finale, da de på fem skarpe minutter lavede et lille hul, og derfor kunne gå til pause, foran med 10-13.

Gæsterne tog fat hvor de slap, og fik bragt sig yderligere foran, men så begyndte Stine Bonde for alvor at tage fra, og så var det som om, at de grønne igen fik troen på det, og midtvejs i halvlegen stod det således 15-17.

Christina Wildbork havde ved flere lejligheder braget løs fra distancen, men også de to stregspillere, Daniella Dragojevic og Rikke Iversen, begyndte at vise deres målinstinkt, men desværre begyndte Silje Solberg i TTH-målet igen at vise storspil, og lige pludselig gik det igen stærkt med gæsternes scoringer.

Det tog Jakob Andreasen konsekvensen af, ved stillingen 15-20, og det virkede faktisk til det bedre, endda så meget, at det lige pludselig blev meget tæt. Helt op kom de ikke, men indsatsen kunne de bestemt være tilfredse med.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com