I går aftes var vi en tur på Falster, hvor hjemmeholdet fra Nykøbing Falster Håndbold tog imod i Spar Nord Arena, hvor der endnu engang var fyldt til bristepunktet i den intime hal. Der var desværre ikke meget gæstfrihed da kampen gik i gang, og vi fik aldrig for alvor sat vores præg på kampen.
Vi kom hurtigt til at halse efter hjemmeholdet, der gav debut til Estavana Polman, og selvom at vi ved flere lejligheder i første halvleg fik kæmpet os tilbage, så trak NFH hurtigt fra igen, blandt andet da der manglede fem minutter og de gik fra 12-14 til pausestilling 13-19.
“Det går stærkt hernede, det ved vi godt, og det fik vi bevis for i dag. Nykøbing har et stærkt hold og de straffer os når vi laver den mindste fejl, og man kan sagtens mærke at de spiller med højt tempo og niveau, og mange af de ting, de gerne vil have til at lykkes, fungerer for dem i dag”, konstaterer Jakob Andreasen efter kampen.
Vi blev ramt af en del udvisninger, og spillede i første halvleg en stor del af tiden i undertal, hvilket fik mærkbare konsekvenser på banen, og var ekstra hårde i de perioder, hvor vi var på vej tilbage i kampen.
“Jeg synes at vi i store perioder spiller ganske fint, og synes kampen bærer stort præg af de mange udvisninger som vi bliver ramt af, fordi jeg føler at det er dem der er forskellen. Vi bliver også straffet prompte, da vi spiller 7-6, som ikke lykkedes særligt godt, og i stedet smide Cecilie Greve den ned i tomt mål”
I anden halvleg blev der skiftet en del ud, og blandt andet fik Ida Marie Pedersen i målet en del spilletid i stedet for Stine Bonde, der havde svære betingelser.
“Bonde havde ikke fået den hjælp der skal til, for at få en god kamp, så derfor var det helt naturligt at give Ida Marie lidt spilletid, og hun gør det faktisk ganske fint. Normalt tager Sofie Bæk og Eira Anne en stor tørn og får meget spilletid, men i dag gav det god mening at sprede spilletiden lidt ud, og lade andre komme til i anden halvleg. Helene Kindberg spiller en virkelig flot kamp og Annika Jakobsen får også lavet en del fine mål, så vi tager bestemt nogle gode ting med os herfra”, konstaterer Jakob Andreasen.