I aften møder vi EH Aalborg, og her er vi favoritter.
Det tør jeg godt sige.
Alligevel vil jeg gerne understrege – og det har jeg også gjort over for spillerne – at det ikke betyder, at vi bare går ind på banen og vinder kampen uden at kæmpe for den med vores liv.
Aalborg er ikke et hold, der bare er rykket op i ligaen og spiller med det, de har. De har dygtige spillere på alle positioner. Blandt andet har de på højre back en af vores tidligere spillere, Julie Aagaard, som deler pladsen med Julie Jensen.
Deres playmaker Laura Damgaard Lund har scoret 73 mål på de første 13 kampe og er altså på det punkt ligeså farlig som vores egen Sofie Bæk.
Vi er forberedt på et ungt hold, der spiller hurtig håndbold, ligesom vi selv godt kan lide at spille, så det er også en kamp, vi glæder os til at spille. Jeg håber, vi kan levere en underholdende og seværdig kamp.
Det vil vi i hvert fald gøre vores for, så vi alle får en masse at juble over. Så håber vi til gengæld på god opbakning fra tilskuerpladserne, så vi endnu engang virkelig kan mærke, at JYSK arena er vores hjemmebane.
Vel mødt til kampstart kl. 18.30.
Jakob Andreasen
Cheftræner