Efter sidste sæsons 5. plads i Boxer Dameligaen, så kunne man måske forvente, at Silkeborg-Voel har fået blod på tanden og vil endnu mere, men udmeldingen fra holdets træner, Jakob Andreasen, er stik modsat, og går mere i retning af ren overlevelse, i holdets anden sæson i landets bedste række.
Der er kun fire spillere tilbage fra sidste sæsons slutspilsmandskab, og mens profiler som Anne Cecile La Cour og Jette Hansen har forladt klubben, så er spillere som Trine Troelsen og Daniella Dragojevic nye i folden, men det tager som bekendt tid at spille et hold sammen, og derfor mener Jakob Andreasen ikke, at det er uambitiøst at tale om at undgå nedrykning. Han peger også på, at klubbens økonomi, i forhold til flere af de andre hold i ligaen, kører på et forholdsvis lavt niveau, og at alene af den grund, gør det svært at tro på slutspil.
– Det kan godt lyde uambitiøst at spille for at undgå at rykke ned, men med tanke på vores budget, der hører til blandt de laveste i ligaen, så er det ikke uambitiøst at sige som vi gør. Vi kommer til at arbejde hårdt for det, og sammenlignet med nogle af de klubber som ligger omkring os, så er vi langt fra dem økonomisk. Kan vi fastholde den her trup som vi har nu, over en længere periode, måske tre år, kombineret med lidt forstærkninger, så mener jeg bestemt at vi kan blande os omkring slutspillet, men ting tager tid, og derfor bliver det ikke nu, at vi rammer topniveauet, vurderer Jakob Andreasen til silkeborgvoel.dk.
Flere håndboldeksperter har været ude og sige, at tabet af Jette Hansen og Anne Cecilie La Cour, ikke bliver opvejet af de forstærkninger som er hentet i stedet, men Jakob Andreasen er ikke enig, og påpeger blandt andet, at holdet er blevet væsentligt bredere til denne sæson.
– Jeg synes faktisk at vi har fået et bredere hold, end det vi havde sidste sæson, men det er da klart, at når man har mistet to ligatopscorere, så kan det da mærkes. Jette Hansen var både topscorer, og samtidig den mest værdifulde spiller, set ud fra assist og straffekast, så det er da markante afgange, men jeg mener at vi som hold er bedre nu. Vi har fået flere bagspillere, og er generelt blevet forstærket hele vejen rundt, men vores topniveau bliver nok ikke så højt som sidste år, omvendt er vi ikke så sårbare over for skader og har fået et mere komplet træningsmiljø, så alt i alt synes jeg at det ser godt ud, konstaterer han.
I morgen gælder det Nykøbing Falster i sæsonpremieren, og det er med gode minder, at holdet drager til Falster, da det efterhånden er længe siden, at det er blevet til nederlag mod de gule fra Nykøbing, og for en uges tid siden vandt Silkeborg-Voel med 32-27 over NFH i Santander Cup.
– Det er en ny kamp, og vi tager intet for givet, men vi har da en god fornemmelse, især med tanke på sidste uge og det faktum, at jeg faktisk ikke kan huske, hvornår vi har tabt til Nykøbing. Vi skal dog lige huske på, at NFH har et særdeles godt hold, og de har helt sikkert studeret video og forberedt noget nyt, så jeg tænker at vi godt kan vinde med tre mål, men vi kan også blive sendt hjem med et ti-måls nederlag. De har en fantastisk hjemmebane, hvor der altid er gang i den, og det ser vi frem til at spille i, det er klart med til at motivere os, også fordi at det er en TV-kamp, så vi glæder os helt klart, fastslår Silkeborg-Voel-træneren.