I morgen gælder det HC Odense for Silkeborg-Voels Dameliga-hold, som i sidste sæson endte under de grønne i tabellen, men som op til denne sæson har forstærket sig markant, og derfor forventer Jakob Andreasen en svær kamp, som bestemt ikke kan forventes at kaste point af sig.
Silkeborg-Voel har efter tre kampe mod FCM, Randers og Tvis Holstebro, udsigt til en, trods alt, mere overkommelig opgave, men Jakob Andreasen forventer en svær kamp, og pointerer, at HC Odense har hentet flere topspillere til klubben, på et i forvejen stærkt hold.
– Vi skal ikke begynde at sammenligne os med HC Odense, fordi det er et virkeligt stærkt hold, der blandt andet har forstærket sig med spillere som Line Haugsted og Chana de Souza. I forvejen havde de jo et ganske godt hold, og når man så lægger en to-tre topspillere oven i, så taler vi om kvalitet på højt plan, så vi skal slet ikke sammenligne os med Odense, siger Jakob Andreasen, inden han tilføjer:
– Men vi går selvfølgelig på banen for at vinde, og vi har da også troen på at det kan lade sig gøre, fordi jeg synes at vi er fornuftigt spillende for tiden, og har jo været tæt på mod FCM, Randers og Tvis, men det ændrer ikke på, at HC Odense er favorit.
Truppen er uændret i forhold til kampen mod Tvis, og det betyder at Michaela Ek og Camilla Maibom stadig er ude med skader, mens resten er fit for fight.