Silkeborg-Voel mødte her til aften København Håndbold, og det blev til en sejr på 25-23 til de grønne, der må siges at have fået en ganske god start på sæsonen med tre point på kontoen, efter to runder af Boxer Dameligaen.
Efter kampen talte silkeborgvoel.dk med cheftræner, Jakob Andreasen, og han var godt tilfreds med kampens udfald, men var ikke tilfreds med alt hvad han havde set.
– Jeg synes ikke vi spiller nogen god 1. halvleg, men spiller så en væsentligt bedre 2. halvleg, og så bliver det lidt stresset til sidst, men alt i alt var det fint. Det var godt at se, at Christina Wilbork-Hansen byder sig til, og scorer tre mål i 2. halvleg, på nogle gode tidspunkter, siger han til silkeborgvoel.dk.
Kampens helt store oplevelse var dog Trine Troelsen, der scorede ti gange, otte alene i 1. halvleg, og hun fik også nogle ord med på vejen af Silkeborg-Voels cheftræner.
– Hun gør det rigtigt godt, og viser sin klasse i dag. Trine er en god håndboldspiller, det ved alle, og hun får masser af tillid og det kvitterede hun for i dag, så det var flot. Jeg synes vi har den rigtige indstilling til tingene og fighter godt for det alle mand. Det er lidt urutineret at vi kommer i problemer til sidst, da København går så offensivt frem, men skide nu med det, vi vandt og har fået en perfekt start på sæsonen, konstaterer Jakob Andreasen.
Nu venter Ringkøbing Håndbold på onsdag, og det er en kamp, som efter Jakob Andreasens mening, godt kan gå hen og blive en svær opgave, til trods for at Ringkøbing nok rangerer under København Håndbold.
– Det bliver ikke noget let kamp, fordi nu er vi pludselig favoritter, og jeg vil sige, at med det spil vi til tider leverer i dag, så er jeg ikke sikker på, at vi vinder. Vi har for mange udfald, og Ringkøbing er altså et godt hold, så det er en kamp hvor vi skal passe meget på, fordi ellers så taber vi, lyder det fra Jakob Andreasen.