Anna Sophie Okkels stopper karrieren efter denne sæson. En medalje ville være et perfekt punktum for hende i klubben

Tekst & foto: Jens Rasmussen

Det blev kun til en sæson i Silkeborg-Voel KFUM til Anna Sophie Okkels, der før denne sæson skiftede fra SK Aarhus.

Forløbet i Silkeborg-Voel har ikke været, som havde ønsket sig. Det skyldes en række skader, der aldrig gav hende den træningsrytme, som kunne give hende den rolle, som hun oprindeligt var tiltænkt på holdet.

Men havde klubben forventninger, så var hendes egne endnu større. Derfor var det også en tung – men nødvendig – beslutning at tage, at håndboldkarrieren skulle stoppe efter sæsonen.

– Det har været en vildt svær beslutning for mig at sige stop, for jeg vil gerne hjælpe Silkeborg-Voel så langt som muligt. Jeg har været glad for at være her. Det er en god klub, seriøs og med hård træning og med mange gode mennesker i og omkring klubben. Her er nogle gode piger på holdet og en træner, der er god at snakke med. Desværre vil jeg også huske tiden her for de mange skader, som jeg har haft, siger Anna Sophie Okkels og tilføjer:

– Jeg kom aldrig ordentlig i gang og til at spille, som jeg gjorde i Aarhus.

Her var hun kendt for at spille med fart og masser af fysik, som var det, som gav hende 40 A-landskampe på cv’et.

Vil slutte med et brag

Anna Sophie Okkels er trods sit skadesforløb med i truppen for Silkeborg-Voel til slutspillet.

– Jeg vil vildt gerne slutte af med et brag, og jeg synes, vi fortjener at snuppe nogle point fra de hold, vi skal møde i slutspillet. Der er altid en mulighed for at gå videre, for vi har et godt hold, og det ville være noget af det fedeste at slutte sin karriere med en medalje af et eller andet metal, siger Anna Sophie Okkels.

Hun forholder sig til de tre modstandere i slutspilspuljen.

– Vi har vist, at vi kan slå både Viborg og FC Midtjylland. Men vi er et smalt hold, så vi skal ramme dagen alle sammen. Men en medalje ville være et fedt punktum for det hele, siger Anna Sophie Okkels.

Hun ville utrolig gerne have opfyldt sin kontrakt, men helbredet kom i første række for den 28-årige bagspiller.

– Jeg er skadefri op til slutspillet, men jeg er stadigvæk ikke der, hvor jeg var i Aarhus. Men jeg har ikke nogle åbenlyse skader lige nu, og det går fremad, siger hun og håber, at hun kan byde ind og give noget til Silkeborg-Voel i de sidste kampe.

Uanset hvordan det går, ændrer det dog ikke noget ved hendes beslutning om at stoppe. Den er taget, og den er definitiv.

– Heldigvis har jeg en anden identitet. Det er medicinstudiet, som jeg går op i, og som er sjovt. Det gør processen lettere, at jeg kan se frem til det i stedet for, selv om jeg kommer til at savne håndbolden helt vildt, siger Anna Sophie Okkels.

Hendes håndboldkarriere har altid været koncentreret om det østjyske område.

– Jeg kommer oprindeligt fra Beder mellem Aarhus og Odder, og jeg har spillet i Odder. Jeg har holdt mig meget i samme område og kom derfra til Brabrand som ungdomsspiller og var i 1. division. Senere blev det så SK Aarhus og en sæson i Randers, siger Anna Sophie Okkels.

Så sent som i 2016 var hun med A-landsholdet til EM i Sverige med masser af spilletid og en fjerdeplads. Sådan kan tingene hurtigt forandre sig i håndbold.

I de kommende uger vil Anna Sophie Okkels give det sidste til Silkeborg-Voel. I bedste fald med en medalje som belønning.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com