Mandag aften skal vi en tur til Ikast, hvor vi skal møde holdet der skifter navn så ofte, at det næsten kan være svært at følge med i, hvad de hedder. I sidste sæson hed de Herning-Ikast Håndbold, men har nu skåret til, og går blot under navnet Ikast Håndbold samtidig med, at de har iført sig gule spilletrøjer.

Mens vi selv fik en perfekt start mod SønderjyskE, så slap Ikast Håndbold ikke helt så godt fra deres møde med Randers HK, der på hjemmebane slog sidste sæsons nummer tre i Kvindeligaen med 27-26. Det til trods, så ved vi udmærket godt, at der venter os en særdeles svær opgave, og den er nok ikke blevet lettere efter Ikast´ nederlag tidligere på ugen.

“Vi har altid haft gode og tætte kampe mod Ikast, men jeg må også sige, at det er et hold, der har steppet op og de ligner nogen der mener det alvorligt. De formår at holde på deres spillere, hvilket vidner om, at de vil mere og at de har et projekt som spillerne tror på. De hører til i top-tre, og kan vi bide skeer med dem på mandag, så er jeg virkelig tilfreds”, lyder det fra Sofie Bæk Andersen, forud for mandagens kamp.

I sidste sæson spillede vi hele fire gange mod Ikast Håndbold, men fik aldrig en sejr i hus, trods flere tætte kampe, så det naturlige spørgsmål er selvfølgelig, om det bliver mandag vi får knækket koden og kan tage to point med hjem til Voel.

“Jeg håber i den grad, at vi kan få en sejr over dem, men vi ved også godt, at vi plejer at have det bedre mod dem i JYSK arena end i Ikast. Vi står godt til hinanden, selvom at de på papiret altid ser stærkere ud, men man skal aldrig sige aldrig, og i forhold til sidste sæson, så er det jo ikke sådan, at de har forstærket sig markant, så man skal bestemt aldrig sige aldrig”, kommer det storsmilende fra Sofie Bæk.

Kampen starter klokken 18.30, og vi håber, at mange med grøn trøje, vil tage turen vestpå og bakke holdet op.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com