Bjerregaard: Det kommer meget an på Okkels

I aften er der lokalopgør, når Silkeborg-Voel, hjemme i JYSK arena, tager imod SK Aarhus klokken 19.30. Gæsterne fra Aarhus kommer til kampen uden Mette Tranborg og Lærke Christensen, så meget tyder på, at Anna Sophie Okkels endnu engang bliver omdrejningspunktet.

Op til kampen har silkeborgvoel.dk talt med Mathilde Bjerregaard, der ud over at være kampens profilspiller, også er tidligere SK Aarhus-spiller, og derfor har et ret godt kendskab til aftenens modstander, og hun forventer at det bliver Okkels der for alvor skal træde i karakter i aften, men også at resten af SK Aarhus-mandskabet kommer for fuld udblæsning.

– SK Aarhus er lidt et hold, hvor det er alt eller intet, og som er enormt ivrige og vil det rigtigt meget. Nogen gange lidt for meget, hvilket resulterer i en del tekniske fejl, men det er et hold der vil fremad med fuld skrue. De er uden Mette Tranborg og Lærke Christensen, hvilket selvfølgelig er et handicap for dem, så det kommer meget an på Okkels i aften. Meget af spillet i angrebet hænger på hende, og det kan både blive en fordel og en ulempe for os. Fordi det er sidste kamp inden VM, så de vil helt sikkert gerne vinde, og kommer formenligt med alt hvad den kan trække, og det er jo en form for lokalopgør, så der er meget på spil, konstaterer Mathilde Bjerregaard.

For hendes eget vedkommende, så er hun endt med at blive en særdeles vigtig brik i Silkeborg-Voels forsvar, hvor hun sammen med Rikke Iversen og Daniella Dragojevic, får forsvaret til at hænge sammen, og at hun også er en hård viser sig tydeligt ved et blik på “Bisselisten” hvor hun lige nu er nummer 3 med 8 udvisninger og 7 gule kort.

– Jeg havde på forhånd forventet, at jeg nok ville få mest spilletid i forsvaret, men at det skulle blive til så meget, havde jeg ikke lige regnet med, men det er jeg selvfølgelig glad for at det er endt med. Jeg har fået en masse ansvar og i stedet for at dække back eller fløj som jeg gjorde i SK Aarhus, så er jeg inde i midten nu, hvilket har resulteret i meget mere ansvar. Jeg valgte også at skifte til Silkeborg-Voel, netop fordi at jeg troede på, at jeg ville få mere spilletid, så det er dejligt at det også er endt på denne måde, siger hun.

På trods af sin højde på 185 cm, så er hun som udgangspunkt venstrefløj, og den rolle passer hende godt, men hun er bevidst om, at hendes helt store force er i forsvaret, og har ingen intentioner om, at blive omskolet til bagspiller.

– I ungdomsårene stod vi og manglede en venstrefløj, og da jeg på det tidspunkt ikke var højere end så mange andre, så prøvede jeg det af, og befandt mig rigtigt godt på fløjen. Det er først senere, at jeg er skudt ekstra i vejret, men jeg har aldrig tænkt at jeg skulle blive bagspiller i stedet. Det vil nok blive lidt af en udfordring at skulle skifte plads nu, men skulle det være, så kunne en plads på stregen måske være oplagt, men som det er nu, så befinder jeg mig fint hvor jeg er, fastslår Silkeborg-Voels hårde hund, Mathilde Bjerregaard.

BOOK BILLETTER
//]]>