Fredag aften skal Silkeborg-Voels Dameligahold forsøge at rejse sig, oven på det store nederlag i tirsdag mod Team Tvis Holstebro, hvor holdet på det nærmeste blev spillet ud af JYSK arena. Det er dog ikke nogen nem modstander der venter, da det er Randers HK der kommer på besøg.

Randers har, lige som Silkeborg-Voel, fået en flot start på sæsonen, og virker lige nu som et af de mest formstærke hold i ligaen, og Stine Bonde, med en fortid i netop Randers HK, forudser da også en svær kamp, hvor det først og fremmest gælder om at kunne se sig selv i spejlet, når kampen er slut.

– Kampen i tirsdags er en af dem, som man gerne bare vil slette fra hukommelsen, fordi alt der kunne gå galt, gik galt. Jeg synes ikke vi kan være bekendt over for publikum, at præstere så dårligt og vise så lidt vilje, som vi gjorde, fordi en ting er at tabe, noget andet er måden at gøre det på. Folk skal kunne se, at vi vil det her, og det var lidt svært at se i tirsdags, siger Stine Bonde og fortsætter:

– I kampen mod FCM var vi virkeligt aggressive, og fik tacklet så meget på dem, at de til sidst havde svært ved at skyde ind til målet, så gejsten til at give tæsk skal tilbage, fordi ellers så vinder vi ikke. Vi skal spille som et hold, for at vi kan vinde, og efter at have evalueret kampen mod TTH, så tror jeg på, at vi er videre, og har lært af nederlaget.

Randers har op til denne sæson, hentet flere profiler til klubben, blandt andre klubikonet, Camilla Dalby, der efter to sæsoner i Buducnost er tilbage i den blå trøje, og Stine Bonde vurderer, at forskellen på Randers i år, kontra sidste sæson er, at der måske er kommet mere stabilitet ind på holdet.

– Sidste sæson kom Randers godt fra start, og havde også et fint hold, men manglede stabiliteten, især mod hold, som de på papiret skulle slå, og det kunne godt se ud til, at de med de forstærkninger de har hentet, netop har fået noget mere bredde ind på holdet. De har to kæder, og kan både spille fysisk og hurtigt, men jeg vil mene, at de er et hold som står godt til os, men vi skal finde nogle helt andre dyder frem, end dem vi kom med i tirsdags, hvis vi skal have en chance, vurderer Stine Bonde, der kommer med en lille opfordring  til slut:

– Jeg håber ikke at vi har skræmt for mange væk, og håber at folk kommer i JYSK arena fredag aften, og være med til at bakke os op, så vil vi komme med gejsten og viljen, som jo faktisk har kendetegnet os indtil i tirsdags, og vi vil meget gerne vise, at én kamp ikke skal definere vores sæsonstart, til trods for, at det ikke var godt.

Kampen starter klokken 19.00 og billetter kan både købes her på siden og i døren i JYSK arena.

Husk også at følge holdet på Instagram, hvor du finder os på: silkeborgvoel_dameliga

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com