Stine Bonde kom til Silkeborg-Voel for en sæson siden, og har taget klubben med storm, og har på ganske kort tid, formået at markere sig som en af ligaens bedste målmænd, og en sikker skanse i Silkeborg-Voel.
Da Stine Bonde blev hentet til klubben fra Randers HK, i stedet for Stephanie Andersen, var hun på forhånd tiltænkt en vigtig rolle, og den tillid takkede hun i den grad ja til, og har fra start af, markeret sig som en sikker sidste skanse. Derfor er det også med stor glæde, at Silkeborg-Voel kan fortælle, at kontrakten med hende er forlænget, således at parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2018, hvilket naturligvis glæder cheftræner, Jakob Andreasen.
– Stine Bonde står med nogle af de bedste procenter i ligaen, og det siger selvfølgelig en del om, hvorfor at vi gerne ville forlænge med hende. Hun har haft enorm stor betydning for os, og er også selv faldet enormt godt til i klubben, så det føles helt rigtigt at forlænge kontrakten med hende, siger Jakob Andreasen.
Når han skal pege på, hvad det er der er sket med Stine Bondes udvikling, efter skiftet, så lyder forklaringen fra cheftræneren, at det primært er hende selv der har gjort forskellen, kombineret med tilliden fra hans side.
– Jeg tror vi har givet noget selvtillid til Stine, men det er primært hende selv, der er årsag til hendes udvikling. Hun har fundet et sted hvor hun har fået noget stabilitet og tryghed, og hvor hun er klart førstevalg, og så følger det gode spil tit med, hvilket jo bare er godt for både Stine og klubben, lyder det fra Jakob Andreasen.
Hovedpersonen, Stine Bonde, var ikke selv i tvivl om, at hun skulle fortsætte i klubben, og så det som et naturligt valg at forlænge kontrakten med to sæsoner mere, og hun synes at perspektiverne ser spændende ud.
– I forhold til min tid i Randers, så har jeg jo fået masser af spilletid, hvilket jeg jo også søgte, og samtidig har jeg det personligt godt, og er rigtig glad for at være i klubben, som jeg kun har positive ting at sige om, så det var faktisk ikke så svært at beslutte sig, siger Stine Bonde og fortsætter:
– Jeg synes det er et spændende hold som er blevet stablet på benene, som allerede nu har vist gode takter, og det vil jeg rigtigt gerne være en del af de kommende år. Jeg føler at kombinationen af rutine og talent er rigtig god, og jeg tror virkeligt på det her her projekt
Randers HK, som Stine Bonde har spillet i, nærmest hele sin karriere, før sit skifte til Silkeborg-Voel, står stadig hendes hjerte nært, men hun fortæller, at følelsen for Silkeborg-Voel er ved at være på samme højde, og fylder meget i hende, både som spiller, men også som klubmenneske.
– Jeg havde før jeg skiftede til klubben et godt indtryk af den, blandt andet fordi jeg har min svigerfamilie i området, så jeg følte på forhånd, at jeg havde kendskab til Silkeborg-Voel, og det indtryk er kun blevet endnu mere positivt, efter at jeg så startede i Voel. Det er noget helt andet end Randers, hvor der ikke er ungdomshold, da de er ude i moderklubberne, mens det hele jo er samlet ét sted i Silkeborg-Voel, og det giver noget andet. Den atmosfære der er i klubben er noget helt specielt, og bestemt også med til at gøre Silkeborg-Voel til noget særligt, i forhold til mange andre klubber, siger Stine Bonde.