Silkeborg-Voel har sikret sig Camilla Fangel, som skifter fra SK Aarhus til Silkeborg-Voel den 1/7 på en toårig aftale.
Camilla Fangel trækker efter sommerferien i den grønne Silkeborg-Voeltrøje, og det er noget, den 24-årige stregspiller glæder sig til.
– Silkeborg-Voel har nogle gode, seriøse ambitioner, jeg glæder mig til at være med til at indfri. Jeg synes generelt, der er et højt niveau på holdet, hvilket man senest viste mod Randers, sagde Camilla Fangel i forbindelse med, at hun underskrev sin nye kontrakt.
Udover Silkeborg-Voels ambitionsniveau, fortæller Camilla Fangel, at også forholdet til træner og medspillere har stor betydning, når hun vælger klub, og den del har hun fået et meget positivt indtryk af i Silkeborg-Voel, hvor hun blandt andet har udsigter til at spille sammen med Rikke Iversen igen, som hun beskriver som både en god veninde og en dygtig stregspiller. De to spillede sammen i to sæsoner i Nykøbing Falster Håndboldklub og supplerer ifølge Camilla Fangel hinanden godt.
– Det har vægtet tungt for mig, at Jakob (Andreasen, red.) og jeg er enige om, hvordan han skal bruge mig for at gøre mig endnu bedre, og så glæder jeg mig bare til at danne makkerskab med Rikke Iversen igen. Vi har spillet sammen tidligere og er rigtig gode veninder. Hun er også en spiller, der vil give mig god konkurrence, hvilket kun er sundt og som jeg er sikker på vil være med til at hæve vores begges niveau, fortæller Camilla Fangel.
Camilla Fangel kommer med sine 1.85 meter med noget rigtig god fysik, som Jakob Andreasen ser meget frem til at få ind på holdet.
– Jeg er rigtig glad for, at vi er blevet enige med Camilla (Fangel, red.) om en aftale fra næste sæson. Hun er en spiller, vi har snakket med i mange år og mange gange, så det var med at slå til nu, hvor muligheden bød sig for at få hende til, siger Jakob Andreasen og tilføjer:
– Den nye regel om at måtte spille syv mod seks har gjort det nødvendigt for os at få noget mere fysik ind på banen for at kunne stå imod, når vores modstander kommer bragende med syv mand imod os. Der kommer Camilla Fangel med en størrelse og en fysik, som vil styrke os meget i den del af spillet. Derudover er hun en dygtig stregspiller, som jeg glæder mig til at følge og være med til at udvikle yderligere, så vi kan styrke hendes muligheder for at komme ind omkring landsholdet, siger Jakob Andreasen.
Som et led i sit klubskifte flytter Camilla Fangel også til Silkeborg for at blive fuldt integreret i livet både i og omkring klubben, ligesom hun håber på at få et job, hvor hun kan gøre brug af sin nye titel som Cand. Polit.
For yderligere informationer, kontakt cheftræner Jakob Andreasen på telefon 40754747.