Der er et resultat i første del af sæsonen, som sved mere end andre. Det var nederlaget på 36-22 på udebane til Sønderjyske. Pausestillingen var 17-16, så der er i høj grad en anden halvleg, der skal revancheres onsdag aften, når Sønderjyske gæster JYSK arena.
Cheftræner Peter Schilling Laursen er da heller ikke i tvivl, da spørgsmålet om revanchestemning kommer op.
” Ja, det er der. Vi er jo et andet sted end sidste gang, vi mødte dem. Ser vi på nogle af de ting, vi lavede i Sønderjyske, kan man godt få en følelse af, at der skal noget mere til. Og en følelse af, at alt gik galt i den kamp. Vi skal selvfølgelig have rettet en masse ting. Men vi er kommet langt siden og står et bedre sted”, siger Peter Schilling Laursen.
”Lige op til kampen i Sønderjyske var Line Skak ude, men vi havde lige slået Ringkøbing stort , og vi troede, vi kunne gå på vandet. Så kom vi til Aabenraa og fik virkelig at mærke, hvordan modgang føles. Så vi glæder nu til at have muligheden for at møde dem i JYSK arena og give dem mere modstand end sidste gang, ” siger Peter Schilling Laursen.
Sønderjyske ligger før kampen på en 7. plads med 14 point. To point mere end Silkeborg-Voel på 9. pladsen.
”De ligger flot i Ligaen, og jeg er meget imponeret over den måde, som de har grebet den her sæson an, og de har et godt hold med gode spillere. De har også nogle vilde resultater og var lige ved at slå Team Esbjerg på hjemmebane. De har gjort det rigtig godt, og det er velfortjent, at de ligger, hvor de gør. Det ændrer ikke på, at jeg kan godt se i tabellen, at det også er en vigtig kamp for os pointmæssigt. Vi kan nok ikke komme op og blive bedre end dem indbyrdes”, siger cheftræneren med et skævt smil.
”Men bare det, at vi har muligheden for at revanchere os. Vi kommer med to sejre i det nye år, og de kommer med to nederlag. Vi har en god selvtillid, især efter kampen mod Ringkøbing, hvor vi er bagefter i godt 45 minutter, så det er først det sidste kvarter, at vi spiller os op. Det viser, at vi er et hold med selvtillid, der ikke lader sig slå ud. Det skal vi selvfølgelig tage med ind i den her kamp, men vi har den ydmyge tilgang, at det her er noget andet end både Ajax og Ringkøbing. Sønderjyske er over dem, så vi skal med fra starten og have mere parathed”, siger Peter Schilling Laursen.
Et kig på spillertruppen viser, at Mathilde Kristensen er på vej tilbage fra barsel. Hun træner med to gange om ugen i hallen og styrketræner, men hun er ikke klar til kamp endnu.
Desuden er gravide Line Skak, Sofie Wendelboe og Carla Thomsen ude. Men ellers er resten af spillerne skadefrie og klar til kamp.
”Mathilda Lundstrøm kom skarp hjem fra et godt VM, hvor hun havde nogle gode oplevelser og fik godt med spilletid. Hende sætter vi stor lid til på højre fløj”, siger Peter Schilling Laursen.