Jakob Andreasen sagde inden aftenens kamp, at det ville blive en meget svær opgave, og at succeskriteriet blot var at drille Odense Håndbold lidt.

Det lykkedes i høj grad, og mon ikke Odense føler sig lidt mere end almindelig drillet af Silkeborg-Voels piger her til aften?

– Vi spiller en rigtig god kamp og leverer langt over, hvad vi har af forventninger til os selv. Især i forsvarsspillet imponerer pigerne mig i dag med DD og Iversen i front. Det er den slags, der gør forskellen i sådan en kamp, at vi kan bringe et hold som Odense i en situation, hvor de ikke ved, hvad de skal stille op imod os, roser Jakob Andreasen efter kampen.

28 mål mod et hold som Odense er langt fra hverdagskost for ret mange hold, og den del går da heller ikke Jakob Andreasen forbi.

– Trine Troelsen spiller en kanon kamp i dag og er med i en meget stor del af vores mål. Dem hun ikke selv scorer, har hun alligevel en stor finger med i spillet i. Så generelt har jeg kun ros til pigerne i dag, siger Jakob Andreasen.

Næste opgave for de grønblusede piger er på mandag, hvor holdet har endnu en udekamp i vente i Esbjerg, og mon ikke også her, vi må høre på den vante sang om, at det bliver en utrolig svær kamp, som vi ikke må have nogen forventninger til?

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com