I går blev A-Landsholdet udtaget, og her blev der ikke plads til spillere fra Silkeborg-Voel, men det var der til gengæld i dag, da Heine Eriksen udtog sit Udviklingslandshold, som er en “rugekasse” i forhold til A-Landsholdet.
På listen over spillere, der skal træne med Udviklingslandsholdet i oktober, var Freja Cohrt og Rikke Iversen, og det var en glad Freja Cohrt som silkeborgvoel.dk talte med tidligere i dag.
– Jeg er helt vild glad for at være udtaget, og jeg havde da også håbet på det, så jeg skal bare blive ved med at arbejde hårdt, men jeg er da glad for at jeg allerede er kommet med nu. Jeg har været med før, så jeg tænker at jer er udtaget blandt andet er på grund af det og så at jeg spillede en god sæson i Skive. Jeg er også helt bevidst om, at tiden ikke er min endnu, i forhold til at spille på A-Landsholdet, men jeg er glad for at jeg så kan blive testet på Udviklingsholdet, og udvikle mig derfra, siger Freja Cohrt.
Også Jakob Andreasen er glad for udtagelsen af Freja Cohrt og Rikke Iversen, og ser det som en anerkendelse af det arbejde, som der bliver lavet i klubben.
– Jeg er rigtig glad på begge spilleres vegne, og mens det nok var forventet at Freja Cohrt var med, så er jeg positivt overrasket over at Rikke Iversen er udtaget. Hun er kommet stærkt tilbage efter sin skade, og har virkelig gjort det godt i de første kampe af denne sæson, og jeg synes det er fuldt fortjent at hun er udtaget. Det er også positivt for klubben, at vi kan levere spillere til holdet, og det fortæller mig at vi gør mange ting rigtigt. Jeg kan også glæde mig over, at se Jette Hansen, Simone Böhme og Anne Cecilie La Cour er med på listen, da de jo spillede hos os i sidste sæson, og vi føler jo på en eller anden måde, at de stadig er en del af klubben, selvom at de nu er på andre hold, siger Jakob Andreasen.