Ingen havde forventet, at Silkeborg-Voel KFUM skulle tage til Esbjerg og nuppe to point mod ligaens førerhold, men det skete. De grønne piger vandt med 32-29. Det var årets første nederlag på hjemmebane til Team Esbjerg, der kun havde tabt en kamp inden i aften.

Det blev en meget lige kamp, hvor de to hold skiftedes til at have teten, og da Voel med knap ti minutter igen blev ramt af en udvisning til forsvarets store krumptap – Lene Bendixen – frygtede alle, at Esbjerg ville trække fra. Men pigerne holdt hovedet koldt, og hjemmeholdet kom kun foran med en.

De grønne svarede igen, og i slutfasen holdt man nerverne i ro, og stille og roligt kunne man trække fra hjemmeholdet, og hente den overraskende og fortjente sejr.

– Det er f….. flot af pigerne. Det var en spændende kamp, men vi viste, at vi ville det her. Det afgørende er, at vi holder gejsten til sidst, og stresser hjemmeholdet, der smider mange bolde væk. Jette og AC er igen dem der går forrest, men mange byder ind i aften. Böhme laver fem mål på fem forsøg og Rikke Iversen spiller rigtig godt i angrebet. I forsvaret var det som altid Lene, der gik forrest og Bonde har nogle vigtige redninger. Men alle fortjener stor ros. Nu glæder vi os over sejren, som var dobbelt vigtigt fordi SK slår Randers, konstaterer Jakob Andreasen i telefonen fra Esbjerg.

Med sejren ligger pigerne på en delt femteplads med Randers, og er stadig tre point foran SK Aarhus. Sejren betyder også, at pigerne er helt fri af nedrykningskampene.

AC bliver topscorer med ni mål og Jette Hansen laver 8.

Hvem havde drømt om sådan en sæson???

Næste opgave er København Håndbold på udebane lørdag 21. februar

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com