For første gang skal Silkeborg-Voel KFUMs ligadamer optræde direkte på landsdækkende TV. Det sker lørdag 22. november kl. 15.10, når de møder Ringkøbing Håndbold i Boxer dameligaen. TV2 har valgt at sende kampen direkte i programmet Håndboldmatchen. I øvrigt bliver der masser af tv fra Jysk Arena den dag. Da man også sender BSVs opgør mod HC Midtjylland.
Det forventes at kampene vil få op mod 275.000 seere afhængige af hvordan vejret arter sig denne dag.
– Vi er i de to klubber glade for, at vi på denne måde endnu en gang markerer Silkeborg ekstremt positivt i mediebilledet. Vi er en by, der har tre sportshold i de tre mest eksponerede ligaer i Danmark. Det er der ikke andre byer der har, fastslår formanden for Silkeborg-Voel KFUM, Lars Buchreitz.
Det er Silkeborg-Voel KFUMs første kamp på direkte TV, og formanden er stolt over, at der sættes fokus på de grønne.
– Der kan komme flere kampe i foråret. Som pigerne spiller lige nu, er de berettiget til det. Det er første gang, så vidt jeg kan huske, at en oprykker klub i dameligaen får en kamp på TV2, så det er fantastisk, konstaterer Lars Buchreitz.
For BSV er det femte gang på to måneder, og der skulle være en mere på vej i december. BSV er den bedst eksponerede klub på TV i dette efterår.
Hold øje med hjemmesiden omkring billetsalg m.v. – for selvom pigerne kan opleves på TV, så er der ikke noget som at se dem live i hallen.