Med en sejr på 26-22 over svenske H65 Höör på udebane lørdag eftermiddag sikrede pigerne sig et godt udgangspunkt forud for næste lørdags returopgør i Jysk Arena.
Sejren blev for alvor grundlagt i de første fem minutter af anden halvleg, som de grønne vandt med 4-1 ikke mindst forbi Christina Wildbork i den periode nærmest scorede efter behag. H65 blev nærmest løbet over ende i denne periode, og fandt aldrig rigtig et modsvar. Voel var på et tidspunkt foran med otte mål, men slap på dette tidspunkt taget, og lod de halvtrætte modstandere komme til fadet. Tættere end fire mål kom de dog aldrig.
Kampens Silkeborg-Voel KFUM spiller, Stine Bonde, der stod en rigtig god kamp, var både glad og lidt skuffet.
– Det er selvfølgelig altid rart at vinde en kamp, men lidt ærgerligt, at vi lod dem komme med igen, da vi førte med otte mål, sagde hun efter kampen.
Cheftræner Jakob Andreasen var fuldt ud på linie med sin keeper.
– Jeg er glad for sejren, men det er bare ikke ok, at vi fører med otte mål, og så lukker dem ind i opgøret igen. -Vi blev nok påvirket af, at de begyndte at mandsopdække flere af vores spillere. Selvom de var trætte, gav de aldrig op. Men selvfølgelig er det et fint udgangspunkt forud for på lørdag. Men vi skal leve op til vores bedste, hvis vi skal videre, sagde Jakob efter opgøret.
H65 startede som lyn og torden, og bragte sig foran med 2-0. Det var som om, at de grønne lige skulle finde sig selv i de uvante omgivelser, men da de først gjorde dette,, fik de godt tag i hjemmeholdet, der aldrig siden var foran i opgøret. Dertil var de grønne for hurtige, og selvom de ofte løb panden mod et fysisk stærkt spillende hold fra Höör, lod de sig ikke gå på af dette, og kunne køre sejren hjem.
Der er returopgør i Jysk Arena den kommende lørdag kl. 13.00