Silkeborg-Voels 2. divisionsdamer var tæt på at få point i udekampen mod Skovbakken, men de sidste marginaler var ikke lige med holdet.
Skovbakken vandt med 19-18 på et mål med blot et halvt minut tilbage af kampen.
” Skovbakken var i undertal, dommerne havde armene op, men alligevel lykkedes det dem at score. Vi nåede at have bolden, men det lykkedes ikke at udligne inden slutfløjtet”, fortæller træner Stig Bendtsen
Kampen var helt tæt i slutfasen, men i første halvleg havde Skovbakken været foran med fire mål på et tidspunkt. Det fik Silkeborg-Voel dog indhentet, og midt i anden halvleg førte Silkeborg-Voel endda med to mål. Skovbakken havde haft en scoringspausen på 11 minutter, men det lykkedes ikke at øge afstanden til mere end de to mål i Silkeborg-Voels favør.
” I slutfasen var det plus/minus et mål eller helt lige. Det kunne lige så godt have været os, der vandt den kamp”, siger Stig Bendtsen.
Han slår dog fast.
” På positiv-siden var stregspiller Iben Høgh stærkt spillende og topscorer med seks mål. Desuden tilkæmpede hun sig tre straffekast, som vi alle fik udnyttet”, siger Stig Bendtsen.
Øvrige målscorere for Silkeborg-Voel: Kathrine Mikkelsen 5, Iben Due 4, Helene Salmer 1, Caroline Falk 1 og Louise Balle 1 mål.