Der var ikke de store ændringer i startopstillingen tirsdag aften, da Silkeborg-Voel spillede pokalkamp mod Kolding HK. Bortset fra Stine Skogrand, som sammen med Jette Hansen sad over for at pleje kroppen, kunne modstanderen ligeså vel have været fra toppen af ligaen.

Freja Cohrt, Trine Troelsen, Daniella Dragojevic, Rikke Iversen, Julie Aagaard og Louise Lyksborg dannede forsvarskæden, og Stine Bonde stod på mål. I angrebet kom Sofie Bæk ind i stedet for Rikke Iversen, og endte så med at blive på banen.

Ca. midtvejs i første halvleg begyndte Jakob Andreasen dog at skifte flere unge spillere på banen, så den eneste spiller over 24 på Silkeborg-Voels hold mod slutningen af kampen var 28-årige Daniella Dragojevic.

Laura Christiansen blev kort før pausen skiftet ind på venstre fløj i stedet for Freja og scorede et enkelt mål i anden halvleg. Ved siden af hende overtog Christina Wildbork venstre backen omkring midtvejs i første halvleg, og herfra blev det til hele syv scoringer fra den 21-årige københavner, hvoraf de seks faldt efter pausen.

Andrea West Bendtsen overtog ti minutter inde i anden halvleg playmakerpositionen fra Sofie Bæk, der rykkede ud på højre back ved siden af Julie Aagaard, så Louise Lyksborg kunne løbe ud og gøre sine jævnaldrende holdkammerater selskab på bænken.

På stregen fik også den lokale Mathilde Strunge spilletid i angrebet, men et par minutter før slutfløjt fik hun et slag på knæet i en skudsituation og måtte hjælpes af banen igen.

Mens Sofie Bæk var den helt store målscorer med otte mål i første halvleg, var det Julie Aagaard og Christina Wildbork, der stod for bombardementet efter pausen med henholdsvis fem og seks mål fra de to unge bagspillere. Dagens helt store begivenhed var dog debutten til den hjemvendte Voelpige Andrea Bendtsen, der spillede kampens sidste 20 minutter og i løbet af få minutter scorede to mål.

– Det var en fed oplevelse at spille med ligaholdet og især at score mit første mål, sagde den glade debutant efter kampen.

Fra trænerduoens side er det heller ikke helt uden betydning, at de unge spillere griber chancen, når de får den.

– Det er dejligt for os at se, at I udnytter spilletiden og får banket nogle mål ind, sagde Jakob Andreasen efter kampen, da holdet havde sunget sejrssangen og lykønsket Andrea Bendtsen med sin debut på holdet.

Silkeborg-Voel spiller næste turneringskamp på søndag ude mod ligaoprykkerne fra Skanderborg Håndbold. Kampen spilles i Fælledhallen i Skanderborg kl. 15, og om vi igen der vil se flere af de unge talenter på banen, det vil tiden vise.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com