Cheftræneren er ved godt mod inden fredagens hjemmekamp mod Ringkøbing Håndbold og tør for første gang i år sige, at han forventer en sejr. Læs hele Jakob Andreasens optakt til kampen i Voel Hallen her.

Så er vi ved at være klar til endnu en hjemmekamp. Selv om vi efterhånden har fået skabt en rigtig god og stærk hjemmebane i JYSK arena, så er vi måske endnu mere på hjemmebane i Voel Hallen. Det var der, det begyndte for os, og det er der, vi har haft nogle af vores største succeser endnu. Derfor er det også noget helt specielt at komme hjem og spille en ligakamp i den her lille, hyggelige hal.

Når det så er sagt, så er den her kamp jo på mange måder ligesom alle andre kampe i løbet af sæsonen. Alligevel er den meget anderledes end i hvert fald de sidste fire kampe, vi har spillet, som alle har været mod hold, vi inden hver af kampene så som værende svære kampe. Flere af dem har I også hørt mig kalde gratis kampe, ligesom jeg har stillet meget beskedne succeskriterier op for de kampe.

Det kommer I ikke til at høre noget af op til denne kamp. Den skal vi vinde. Det at vinde over Esbjerg, Odense og Nykøbing er selvfølgelig flot, men vi er også nødt til at kunne vinde de her kampe, hvor vi er favoritter, hvis vi vil have noget ud af den position, vi har spillet os ind på siden årsskiftet. At være favoritter betyder dog ikke, at vi har en nem opgave foran os. Det kan faktisk være ligeså svært at forberede sig på et hold som Ringkøbing som eksempelvis Odense. Det er et hold, der kommer med en masse power, en masse selvtillid og rigtig gerne vil vinde over os igen.

De har haft en fin januar med først en flot sejr hjemme over Nykøbing Falster og så godt nok et nederlag til FCM. I deres seneste kamp spillede de godt op med Randers HK og tabte med kun et enkelt mål, så det er et sultent hold, der kommer til Voel i dag. De har blandt andet tre af vores tidligere spillere (Amanda Brogaard, Michaela Ek og Camilla Maibom), som også er tre af deres profiler, der alle har gjort det godt her i sæsonen.

Vi kommer til gengæld med fem sejre på stribe og en gennemsyrende iver efter at få revanche efter vores nederlag i Ringkøbing først på sæsonen. Jeg tror på pigerne i morgen. Den energi og den udstråling, de har spillet med i årets første tre kampe smitter positivt af på alle andre elementer i spillet. Tilskuerne har her oplevet et hold, der har arbejdet for hinanden, stolet på hinanden og sig selv, og som har haft lyst til at spille kamp. Det betyder rigtig meget, at spillerne kan få den slags frem i sig selv og hinanden, og at de kan holde de aftaler, vi laver inden hver kamp.

Hvis vi kan blive ved med det, kan jeg ikke se nogen grænser for, hvad vi kan opnå med det her hold.

Nu er jeg gået glad og stolt i seng hver dag siden årets første sejr i Odense, og jeg må bare sige, at det tror jeg også, jeg gør i morgen.

Så kom i Voel Hallen i morgen og støt pigerne. De fortjener at mærke, at hele Silkeborg er med dem, og I fortjener allesammen at se dem spille sig endnu højere op i tabellen.

Kampen spilles fredag den 27. januar klokken 19.00 og med billet til kampen kan du allerede fra klokken 17 komme i hallen og spise.

Billetter koster 75 kr. inkl. mad og kan købes her.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com