Til dagens kamp mod Viborg HK har direktør Mikael Bak taget et af cheftrænerens udtryk til sig og kalder Silkeborg-Voel for underdogs. Det skyldes til dels det hold, vi får besøg af i JYSK arena kl. 19.30, men en del af grunden er også vores eget hold, der i øjeblikket er ekstra skrøbeligt pga. graviditet, kontraktophør samt småskader og sygdom i ugens løb. Optimismen lever dog heldigvis stadig hos Mikael Bak, der om ikke andet forventer en god stemning blandt de to holds tilskuere.
I dag må vi vist gerne kalde os selv underdogs for at bruge Jakob Andreasens populære betegnelse. Vi har op til sæsonstart mistet to spillere i truppen i form af Stephanie Andersen, der jo meget glædeligt venter barn sammen med en af vores gode partnere i klubben, og Julie Aagaard, der desværre ønskede at komme hjem til Aalborg.
Derudover pådrog Anna Sophie Okkels sig en mindre skade op til seneste kamp mod København, så vi samlet set står med en noget smallere trup, end vi lige havde regnet med her i sæsonopstarten.
Derfor er vi naturligvis stadig på udkig efter et par spillere til at erstatte Stephanie og Julie, men det er ikke let på nuværende tidspunkt.
Til gengæld er det dejligt at se et par af vores unge spillere træde til os tage ansvar, selv om det ikke var den rolle, de skulle have allerede nu. Men stor ros til både Lea Hansen og Andrea West Bendtsen for at tage arbejdstøjet på og spille nogle rigtig flotte perioder begge to i fredagens kamp mod København Håndbold.
I aften møder vi Viborg HK, som senest har slået FCM Håndbold imponerende. De ser stærke ud igen i år, og det er uden tvivl et hold, som vi har stor respekt for inden dagens kamp.
Samtidig er det også altid fedt at møde Viborg HK. De er en af vores største lokalrivaler, og der plejer at være garanti for god stemning i hallen, når vi mødes her i Silkeborg, da Viborgs medrejsende fans er rigtig gode til at bakke op og gøre sig bemærket.
Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre vores egne tilskuere til at markere sig som det bedste hjemmebanepublikum og vise vores piger, at JYSK arena er vores hal.
Endelig håber jeg, at mange vil bruge et par eftermiddagstimer i weekenden til at komme forbi hallen og støtte vores ligadamer i EHF Cup-kampen mod cypriotiske AC Latsia Nicosia. Vi spiller vores hjemmekamp lørdag kl. 14 og officielt udekamp søndag kl. 14, og der er GRATIS ENTRÉ til begge kampe.
Men nu gælder det Viborg HK, så lad os hjælpes ad til endnu en hjemmebanesejr.
Mikael Bak – adm. direktør