Silkeborg-Voels efterhånden velsammenspillede hold hev en sikker timålssejr hjem mod TTH Holstebro i næstsidste træningskamp onsdag eftermiddag, hvor særligt holdets nye norske venstrefløj var flyvende og blev kampens topscorer med otte mål mod sin gamle klub.
Ligapremieren mod Randers HK den 1/9 nærmer sig, og det kan Silkeborg-Voel fortrøstningsfuldt se frem til efter en komfortabel sejr på 35-25 over TTH Holstebro onsdag eftermiddag
Spillet er blevet endnu bedre, og træningslejren på Lanzerote i sidste uge med kampe mod både Györ og SG Bietigenheim har gjort sit. Derfor var der betydelig større forskel på Silkeborg-Voel og TTH Holstebro denne onsdag end i træningskampen mellem de to hold to uger tidligere, hvor Silkeborg-Voel efter en solid slutspurt vandt med 24-22.
Denne gang vogtede Stine Bonde målet i hele kampen, og hun fik med flere gode redninger sat nogle gode kontraangreb i scene, som særligt fløjene kvitterede for med henholdsvis otte og syv scoringer fra Hege Bakken og Louise Lyksborg.
Det øvrige forsvar bidrog også, og blandt andet de to strege Rikke Iversen og Camilla Fangel er ved at have fundet en god rytme sammen i centralforsvaret.
I det organiserede angrebsspil så det også ganske fornuftigt ud med mange strenge at spille på.
– Ja, vi har flere strenge at spille på end i sidste sæson. Men det er kontraspillet, vi skal leve af i ligaen, og det gjorde vi godt denne gang mod Holstebro, siger træner Jakob Andreasen, der sparede fem spillere.
Det var Stephanie Andersen, Jette Hansen, Julie Aagaard, Andrea West Bendtsen og Lea Hansen. Fra på søndag kommer det norske hold Våg Vipers på træningslejr og skal træne sammen med og spille kamp mod Silkeborg-Voel.
– Våg Vipers er tophold i Norge, så det bliver en god uge for os, hvor vi glæder os til at få pudset det sidste af inden det for alvor gælder, siger Jakob Andreasen.
Kampfakta:
Træningskamp
Silkeborg-Voel KFUM – TTH Holstebro: 35-25 (18-14)
Silkeborg-Voel: Stine Bonde, Birgitte Karlsen, Lea Hansen, Hege Bakken, Camilla Fangel, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen, Anna Sophie Okkels, Louise Lyksborg og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen
TTH Holstebro: Louise Egestorp, Ida Vium, Pauline Bøgelund, Mathilde Hylleberg, Maja Eriksson, Sofie Lund, Stine Andersen, Mathilde Neesgaard, Inger Smits, Emilie Bastrup, Sara Hald, Sarah Stougaard, Amalie Wichmann, Annette Jensen, Line Mai Hougaard, Line Skak
Cheftræner: Pether Krautmeyer
Målscorere for Silkeborg-Voel: Hege Bakken Wahlqvist 8, Louise Lyksborg 7, Birgitte Karlsen 6 (3), Stine Skogrand 4, Camilla Fangel 4, Rikke Iversen 3, Anna Sophie Okkels 2, Sofie Bæk 1
Udvisninger: Silkeborg-Voel: 1, – TTH Holstebro: 3
Stillinger undervejs: 4-2, 6-4, 7-6, 11-7, 12-11, 18-14, 23-15, 25-17, 30-21, 35-25