I dag har vi faktisk to kampe her i JYSK arena. Vi har selvfølgelig vores ligakamp mod Randers HK, som nok er den primære grund til, at vi alle er her i dag, men derudover går vi i dag også til kamp for Knæk Cancer.
Vi har den sidste uges tid samlet penge ind til formålet gennem auktioner på Facebook med flotte gaver fra vores partnere. Det fortsætter vi med i næste uge, hvor jeg kan afsløre, der er mulighed for at få fingrene i mange gode ting og samtidig støtte et vigtigt formål med hele beløbet.
Det glæder mig, at vi i Silkeborg-Voel kan samle så flot opbakning til at støtte op om et projekt som Knæk Cancer. Kræft rammer desværre alt for mange mennesker, og det har vi også mærket den sidste tid gennem bidrag til vores indsamling.
Følg med på storskærmen og køb et stykke af vores ligadamers kage. Så kan du også være med til at støtte Silkeborg-Voel og partneres indsamling.
Inde på banen spiller vores ligadamer en meget spændende og ikke desto mindre meget vigtig kamp. Vi har indtil nu mødt hold, som vi skulle slå, og hold, som skulle slå os. I dag spiller vi en kamp, hvor der ikke er nogen umiddelbar favorit. Kun et enkelt point adskiller os og vores gæster fra Randers HK, og begge hold har brug for en god oplevelse i aften.
Der er blevet arbejdet hårdt på og uden for banen op til i aften, og jeg har en god fornemmelse af, at vi har fine chancer for at tage pointene i dette spændende lokalopgør mod vores gode venner fra Randers.
Vi på tilskuerpladserne kan i hvert fald gøre vores til det ved at vise vores piger, at vi står bag dem og tror på dem, så jeg håber, de sidste vil skynde sig at købe en billet til kampen og hjælpe os med både det håndboldmæssige resultat og med at gøre en forskel i Knæk Cancerindsamlingen.
God kamp til alle.
Mikael Bak – adm. direktør