Dem der i 1957 tog initiativet til stiftelsen af Voel KFUM, så det blev muligt at spille organiseret håndbold på en mark i den lille landsby, havde nok ikke drømt om, at klubben 58 år senere skulle ud i Europa for at forsvare de grønne farver i EHF-turneringen.
Det kan med stor sandsynlighed blive tilfældet til efteråret, idet ligaholdet med deres flotte femteplads i ligaen er tæt på europæisk håndbold. Femtepladsen kan nemlig give adgang til EHF-Cuppen. Der hele afhænger dog af EHF, som fordeler pladserne mellem de europæiske lande. Men da Danmark er rigtig godt med på kvindesiden, er der meget stor sandsynlighed for, at der bliver plads til de grønne piger.
– Det vil være rigtig stort for os, og får vi pladsen, vil vi også udnytte den. Det koster nok lidt penge, men omvendt kan vi også tjene penge, hvis vi kan byde på europæisk håndbold i Jysk Arena, siger Jakob Andreasen.
En plads i en europæisk turnering vil også være med til at trække flere spillere til klubben, idet det for mange er vigtigt, at man kan komme til at spille europæisk håndbold.
Jakob Andreasen løfter i Midtjyllands Avis sløret for, at der er nye spillere på vej, idet der stadig mangler et par på bagspilspladserne.